Myte eller fakta? Må man børste tænder efter at have drukket cola

Syreholdige drikke er skadelige for tænderne, men gør man det hele meget værre ved at børste tænder?

Udgivet Opdateret

Cola er igennem historien blevet beskyldt for mange dårligdomme. Mange af beskyldningerne har været med rette, men

En af myterne omkring cola lyder på, at man ikke må børste tænder efter man har drukket cola.

Newsbreak.dk har spurgt professor i tandsygdomslære ved Tandlægeskolen på Aarhus Universitet Bente Nyvad, om der er hold i myten.

Hun fortæller, at cola på mange måder er dårligt for tænderne. For det første på grund af den store mængde sukker, som kan resultere i huller i tænderne og andre dårligdomme.

Derudover er kulsyren i cola med til at ætse tænderne.

– Når du lige har drukket noget cola, så kan du risikere, at der kommer en opløsning af den yderste del af din tand, fortæller Bente Nyvad.

Hun fortæller, at syre kan opløse det yderste lag af tænderne, og derfor kan det ganske rigtigt være skadeligt at børste tænder, hvis man lige har drukket noget, der indeholder meget syre – som for eksempel cola. Man risikerer simpelt hen at børste det opløste tandlag væk.

– Hvis du børster tænder lige efter, du har drukket en syreholdig drik, kan du gøre syreskaden værre, end den ellers ville have været, siger Bente Nyvad.

Hun forklarer, at det dog er svært at sige noget nærmere om, hvor skadeligt det kan være, fordi der ikke er lavet præcise undersøgelser af det. Det er svært at lave undersøgelser på personer, så den viden, man har, stammer fra undersøgelser i laboratoriet.

Mest et teoretisk problem

Generelt mener hun ikke, at det er et stort problem, da de færreste vil børste tænder lige efter de har drukket sodavand eller juice. Hun vurderer, at det kun er i et kort tidsrum på måske et par minutter efter cola-drikning, at man skal undgå at børste tænder.

Bente Nyvad opfordrer i stedet til, at man helt generelt begrænser sit indtag af syreholdige læskedrikke som juice og cola, for det kan i det lange løb være meget skadeligt for tænderne – uanset om man børster tænder lige bagefter eller ej.

– Det er meget værre, hvis du sidder og sipper cola en hel aften – det er virkelig noget, man skal undgå, siger hun.

Bente Nyvads anbefaling er, at man højst drikker en halv liter syreholdig læskedrik om ugen.

 

Powered by Labrador CMS