Norge vil efterforske drabssager med Peter Madsens dna

Norsk politi vil undersøge, om Peter Madsen kan hænges op på uopklarede drabssager i Norge.

Peter Madsen fastholder sin forklaring om, at Kim Wall døde ved en ulykke ombord på ubåden UC3 Nautilus, og at han efterfølgende smed liget i havet – i hel tilstand. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Peter Madsen fastholder sin forklaring om, at Kim Wall døde ved en ulykke ombord på ubåden UC3 Nautilus, og at han efterfølgende smed liget i havet – i hel tilstand. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Udgivet Opdateret

Norsk politi beder nu politiet i Danmark om den drabssigtede Peter Madsens dna-profil med henblik på at undersøge uopklarede drabssager i Norge.

Det oplyser Espen Erdal fra norsk politis nationale afdeling for organiseret og anden alvorlig kriminalitet, Kripos.

– Vi vil bede dansk politi om at sende Madsens dna til os. Derefter vil vi holde det op mod vores dna-registre, siger Erdal til det norske medie NRK.

Han understreger, at henvendelsen til dansk politi sker rutinemæssigt.

– Vi har ingen information, som tilsiger, at Madsen skal være involveret i uopklarede forbrydelser her i landet. Dog er dette et tjek, vi mener er rigtigt at gennemføre, siger Erdal.

Sverige har også bedt om dna

Forleden kom det frem at også Sverige har anmodet om at få adgang til Peter Madsens dna, der skal bruges til at sammenligne med materiale fra uløste drabssager.

Peter Madsen er sigtet for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall, da hun i august var med ham ude at sejle i hans ubåd.

Overblik: Peter Madsen og Kim Wall

* 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til 11. august melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent om aftenen.

* 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og PeterMadsen bliver reddet i land.

Han siger, at en fejl fik ubåden til at gå ned, og at Kim Wall om aftenen blev sat i land på Refshaleøen.

* 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til 13. august får man ubåden bragt på land, og undersøgelser af den begynder. Politiet siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling, og at det formodes, at Kim Wall er død.

* 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han skaffede sig efterfølgende af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et lig i vandet ved Vestamager.

* 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

* 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig.

Madsen erkender sig skyldig i at have smidt Wall i havet, efter at hun ifølge ham døde, da hun fik en tung luge i hovedet. Men han nægter at have parteret hende.

* 5. september får Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Han er nu sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig.

* 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Blandt andet er der fundet optagelser af kvinder, der bliver dræbt og tortureret.

Det kommer også frem, at Wall er blevet stukket 14 gange i underlivet og en enkelt gang i brystet.

* 7. oktober oplyser politiet, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv i Køge Bugt. Der er ingen spor af fraktur på kraniet. Dermed forekommer det usandsynligt, at Madsens forklaring om hendes død er sand.

* 30. oktober kommer det frem, at Peter Madsen har ændret sin forklaring om, hvordan Kim Wall døde. Det er sket under en afhøring 14. oktober.

Nu siger han, at hun formentlig døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender nu at have parteret Wall.

I forbindelse med afhøringen 14. oktober blev Madsen desuden præsenteret for en ny sigtelse. Politiet mener, at de 14 knivstik i Walls underliv udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

Peter Madsen nægter sig skyldig i den del af sigtelsen, ligesom han også fastholder sin uskyld, hvad angår anklagen om drab.

* 14. november oplyser Peter Madsens advokat, at han frivilligt går med til at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger. Foreløbigt skal han sidde fængslet frem til 13. december.

* 21. november finder Forsvarets dykkere i samarbejde med politiet en arm i Køge Bugt. Den menes at tilhøre Wall.

* 29. november klokken 10.20 finder dykkere endnu en arm i Køge Bugt. Armen er ikke undersøgt, men den menes at være Kim Walls.

* Efter planen begynder retssagen mod Madsen 8. marts 2018 i Københavns Byret. Sidste planlagte retsmøde er 25. april 2018.

Kilde: Ritzau. 

Madsen nægter sig skyldig i drab. Han har forklaret, at Wall døde i forbindelse med en ulykke på båden.

Powered by Labrador CMS