Ny byvison for Billund

De godt 6.000 indbyggere i Billund By lever side om side med store turistattraktioner og Billund Airport. Foto: Billund Kommune.
Udgivet Opdateret

En ny, visionær udviklingsplan skal give retning for kommende års investeringer i Billund og synliggøre byens særlige karakter som en by, hvor leg, læring og kreativitet er omdrejningspunkt.

Med kun lidt over 6.000 indbyggere er Billund en relativ lille by, men samtidig har den også en række store turistattraktioner, som vurderet på turisttal kan måle sig med nogle af de helt store byer i Europa. Den dobbelthed giver Billund særlige udfordringer, som tydeliggøres i takt med byens høje udviklingstempo.

Billund Kommune, KIRKBI og Realdania er derfor gået sammen om at skabe en ny, bæredygtig visionsplan for udvikling af byen med udgangspunkt i den vision om Billund som Børnenes Hovedstad, der blev lanceret i 2009. Billund ønsker derved at sætte nye standarder for byudvikling med børn og deres forældre i fokus.

– Vi er utrolig glade for, at Realdania og KIRKBI vil være med til at lave en ny plan for Billund. Vi får viden og sammenhængskraft. Vi får med Realdania en partner, der ved, hvad der virker i Danmark men også internationalt, og vi får med KIRKBI en partner, som har gennemført mange store projekter i Billund og altid med respekt for byen og dens identitet, siger borgmester Ib Kristensen i en pressemeddelelse.

Ambitionen er samtidig at tydeliggøre Billund som en international destination med et stort potentiale for udvikling inden for turisme samt som et oplagt hjemsted for virksomheder, der arbejder inden for leg, læring og kreativitet.

Processen omkring udviklingsplanen vil involvere en række aktører og konsulenter med høj international ekspertise.

Powered by Labrador CMS