Ny lov tvinger mæslingevaccination igennem

Fra 1. marts 2020 skal alle børn i tyske børnehaver og skoler vaccines mod mæslinger. Ellers giver det bøder.

Udgivet Opdateret

Med stemmerne 459 for og 89 imod vedtog det tyske parlament torsdag at gøre mæslingevaccinen obligatorisk for børn i børnehaver og skoler.

Den nye lov træder i kraft 1. marts næste år.

Artiklen fortsætter under videoen

Loven kræver, at alle børn er vaccineret, før de kan begynde i en ny børnehave eller skole.

Hvis forældrene ikke kan bevise, at barnet er vaccineret, kan det koste det op mod 2500 euro i bøde. Det svarer til knap 18.700 danske kroner.

Beskytter alle børn

Forældre til børn, der allerede er indskrevet i en børnehave eller skole, skal senest den 31. juli 2021 kunne fremlægge bevis for, at barnet er vaccineret.

– At beskytte sig mod mæslinger er lig med børnebeskyttelse, sagde den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, torsdag.

Han tilføjede, at loven også kommer til at gælde for alle ansatte i børnehaver, skoler og på medicinske faciliteter samt asylansøgere.

Trues af vaccineskeptikere

Vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde – den såkaldte MFR-vaccine – er sikker og effektiv, men sundhedspersonale over hele verden kæmper i stigende grad mod vaccineskeptikere.

Forældre, der undersøger, hvor sikker vaccinen er, bliver ledt på vildspor af misinformation på internettet og religiøse, kulturelle og højreekstremistiske overbevisninger.

Mæslinger er en meget smitsom sygdom

Relativt mange voksne danskere er aldrig blevet vaccineret mod mæslinger.

Der er relativt mange voksne danskere, der ikke er vaccineret mod mæslinger. Derfor tilbydes de nu gratis MFR-vaccine.

Mæslinger kan få store konsekvenser for særligt følsomme individer såsom børn, der er for små til at være vaccineret, eller ikke-immune patienter med et i forvejen svækket immunforsvar.

Læs om mæslinger her:

  • Mæslinger er en meget smitsom sygdom, der sjældent kan medføre lungebetændelse, mellemørebetændelse, hjernebetændelse og i værste tilfælde døden
  • WHO har i 2017 erklæret mæslinger for elimineret i Danmark. Det betyder blandt andet, at udbrud hurtigt bringes under kontrol
  • Der har i 2017 kun været fire tilfælde af mæslinger i Danmark
  • MFR-vaccinen beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde og er en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark
  • Som reglerne er nu, skal du som voksen selv betale for vaccinen, hvis du ikke tog imod tilbuddet som barn
  • Statens Serum Institut estimerer, at minimum 100.000 voksne danskere ikke er immune over for mæslinger
  • Det vil regeringen nu ændre med et tilbud om gratis MFR-vaccination til alle voksne
  • Førend tilbuddet kan træde i kraft, skal der laves en bekendtgørelse, og der skal indgås en aftale med de Praktiserende Lægers Organisation PLO

Kilde: Sundhedsministeriet

Ifølge Robert Koch Institut er over 500 personer blevet smittet med mæslinger i Tyskland i år.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at omkring 95 procent af en befolkning bør være vaccineret for at sikre befolkningens immunitet.

Ifølge Centers for Disease Control and Prevention i USA har mæslingevaccinen reddet 21 millioner liv mellem 2000 og 2017.

Powered by Labrador CMS