Nyt problem med Windows: Er din PC fra dette mærke må du ikke opdatere den

Ny Microsoft-opdatering løser ét problem - men har forårsaget et helt nyt og stort et.

Den nye opdatering af Windows 10 har ikke været nogen dans på roser for Microsoft. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Tidligere i oktober var vi på Newsbreak.dk ude med en advarsel om en ny opdatering fra Microsoft, der kunne slette filer på brugernes computere, hvis man installerede den.

I forbindelse med den sag er der nu en god nyhed – og en meget dårlig. Den gode nyhed er, at Microsoft har udgivet en ny opdatering, der har rettet fejlen. Den dårlige nyhed er, at computere fra et særligt mærke kan gå i udu.

For ifølge teknologimediet The Register har flere brugere med computere af mærket HP oplevet, at deres computer viser det, man kalder ‘blue screen of death’.

Og det vil sådan set sige, at computeren ikke virker. Når man tænder den, vises en blå skærm, hvor der står at computeren har oplevet en fejl – og at den skal genstartes. Det gentager sig så.

HP er blandt de producenter, der sælger allerflest computere, og problemet er derfor ganske omfattende.

Også problemer med lyden

Andre brugere har oplevet, at deres computere har været lydløse siden installationen af opdateringen.

Den fejl, der skyldtes problemer med drivere af mærket Intel, har Microsoft fået fikset. De har ifølge Windowslatest.com udgivet en opdatering til Windows 10, der retter fejlen.

Ifølge samme medie vil Microsoft i nærmeste fremtid udkomme med en helt ny udgave af den store Windows 10-opdatering, der har forårsaget alle problemerne.

Powered by Labrador CMS