Officielt: Kevin Magnussen bliver i Formel1

Kevin Magnussen bliver teamkammerat med Romain Grosjean på Haas-mandskabet i næste sæson.

Kevin Magnussen var med, da der fredag blev kørt den anden træning forud for søndagens grandprix i Brasilien. (Arkivfoto). Foto: Clive Mason/AFP
Udgivet Opdateret

Racerkøreren Kevin Magnussen fortsætter ganske som ventet Formel 1-karrieren hos det amerikanske Haas-team.

Magnussen afløser Esteban Gutierrez, der ikke fik forlænget sin kontrakt.

– Lige fra da vi begyndte at kigge efter kørere, var Kevin Magnussen på vores liste, siger holdejer Gene Haas til holdets hjemmeside.

På Haas-mandskabet får den 24-årige dansker franskmanden Romain Grosjean som teamkollega.

– Han har opnået meget på kort tid, og vi føler også, at han opnå meget hos os.

– Vores anden sæson kommer til at bringe en række nye udfordringer, og vi tror, at Kevin sammen med Romain kan hjælpe os med at udvikle den nye bil og fortsætte vores vækst, lyder det fra Haas.

Magnussen er glad for den nye mulighed.

– Det er en fantastisk mulighed, og jeg er meget glad for at blive en del af Haas’ Formel 1-hold.

– Det er klart, at jeg er sikker på mine evner som Formel 1-kører, men jeg er også meget sikker på, hvad Haas’ Formel 1-hold kan levere i sin anden sæson og i hver sæson derefter, siger Kevin Magnussen til Haas’ hjemmeside.

Danskeren ser store muligheder i at køre for holdejer Gene Haas’ team.

– Gene Haas er kommet ind i Formel 1 med en stærk vision og med en anden måde at gøre tingene på. Han får det til at fungere og fungere godt.

– Jeg har haft et godt udsyn gennem hele sæsonen, og jeg ser frem til at komme bag rattet i næste års Haas-racer, siger danskeren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS