Om 14 dage er det for sent

Op mod 800.000 danskere risikerer ekstra smæk

Udgivet Opdateret

I år fandt omtrent 800.000 danskere ud af, at de skulle betale restskat på sammenlagt 6,4 milliarder kroner - hvilket i gennemsnit er 8000 kroner. Og nu nærmer betalingsfristen sig.

Så hvis du er en af dem, bør du ikke vente alt for længe med at betale skattefar det, du skylder.

- Det kan for nogle være fristende at lukke øjnene for beløbet og renterne. Særligt hvis man skylder et højere beløb, som kan gøre ondt på pengepungen at betale tilbage over én gang.

Penge at spare

- Men der er altså penge at spare ved at betale restskat tilbage hurtigst muligt, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.

Og de penge kan du spare, hvis du betaler inden datoen rammer 3. juli 2023.

For betaler du inden fristen, slipper du med at betale en rente på 1,7 procent regnet fra 1. januar og frem til og med betalingsdatoen.

I alt skulle 3,8 millioner borgere samlet set have 25,5 milliarder kroner tilbage i skat, lød det i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen tilbage i april. (Arkivfoto).
I alt skulle 3,8 millioner borgere samlet set have 25,5 milliarder kroner tilbage i skat, lød det i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen tilbage i april. (Arkivfoto).

Betal inden skæringsdato

Men venter du til efter skæringsdatoen, lægger Skat et fast tillæg på 3,7 procent oveni i din restskat. Beløb op til 22.503 kroner regnes ind i din skat for 2024 sammen med restskatten.

- Har du en restskat på 8000 kroner, som er gennemsnittet, vil du skulle betale knap 70 kroner i rentetillæg, hvis du betaler den 30. juni. Betaler du derimod restskatten efter fristen, løber det op i et tillæg på knap 300 kroner.

- Så der er altså penge at spare ved at betale inden skæringsdatoen – især hvis du skylder et større beløb, forklarer chefkonsulent hos revisions- og rådgivningsvirksomheden BDO Henning Boye Hansen.

Det kan selvfølgelig godt gøre ondt på kontoen, hvis din restskat er et stort beløb.

Bid det over

Og det kan også være fint at dele et beløb op for at få det ud af verden, hvis beløbet er så stort, at du ikke kan betale det på én gang, vurderer Karsten Brøndum Idskov.

- Men du skal naturligvis være opmærksom på, at det bliver dyrere i sidste ende at vente, og samtidig skal du være beredt på et mindre rådighedsbeløb til næste år, siger han.

Står du eksempelvis med en restskat på 18.000 kroner, vil det konkret betyde, at din nettoløn efter det nye år falder med omkring 1500 kroner om måneden til afvikling af gælden.

Opkræves i tre rater

Dermed bliver du også først færdig med at betale din restskat for 2022 i 2024.

Restskat over 22.503 kroner opkræves ifølge skat.dk i op til tre rater i løbet af august, september og oktober 2023. Du får besked i Digital Post, umiddelbart før du skal betale en rate.

- Hvis du eksempelvis skylder 25.000 kroner, vil et beløb på 22.503 kroner, som er inklusive tillægget på de 3,7 procent, blive regnet med i din forskudsskat til næste år, siger Henning Boye Hansen.

ÅRSOPGØRELSE

Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat i året, der er gået.

Hvert år i marts får du en ny årsopgørelse. Her kan du se, om du får penge tilbage i skat eller skal betale restskat. Du skal tjekke, om oplysningerne i din årsopgørelse er korrekte, og rette dem, hvis tal eller oplysninger mangler eller er forkerte.

Kilde: Borger.dk

- Derudover vil du efter sommerferien i år skulle betale et restbeløb på 3422 kroner inklusive rentetillæg.

Powered by Labrador CMS