Pas og vaccine: Gør dit kæledyr klar til at rejse

Det kræver først og fremmest forberedelse, hvis du gerne vil have selskab af din hund, kat eller kanin på sommerferien.08

Udgivet Opdateret

Planlægger du en rejse mod fjerne himmelstrøg i sommerferien, og vil du gerne have dit kæledyr med på ferie?

Uanset om dit kæledyr er en fast følgesvend på bilferien sydpå, eller dyret aldrig har været uden for huset derhjemme, kræver det forberedelse at få dit kæledyr med på ferie.

Forbered dig i god tid

– Hvis man for eksempel rejser med sin hund inden for EU, er kravene stort set de samme. Det betyder, at hunden skal være id-mærket, den skal have en gyldig rabiesvaccine, og så skal den være i besiddelse af et EU-selskabsdyrspas, fortæller Annette Junker Karpinski, som er dyrlæge i Fødevarestyrelsen.

– Har hunden ikke nogen af delene, tager det som minimum 21 dage at gøre den klar til ferie, påpeger hun.

Endnu mere omfattende kan reglerne være, når turen går til et land uden for EU’s landegrænser. Mens nogle lande ikke kræver andet end en rabiesvaccine, skal kæledyr eksempelvis sidde en måned i karantæne, hvis turen går til Island, ligesom andre lande har særlige krav til vacciner, behandlinger og test af dyrene.

– Det er alt sammen noget, man er nødt til at undersøge i rigtig god tid, siger Annette Junker Karpinski.

Hvilke dyr er gode rejsekammerater?

Hos Dyrenes Beskyttelse lyder anbefalingen, at det som udgangspunkt kun er hunde, der egner sig som rejsemakker. Samtidigt skal dyret have en vis erfaring med at blive transporteret over kortere distancer.

– Hvis hunden er vant til at være med på tur og elsker at være omkring sin ejer eller familie, så er der ikke noget til hinder for at tage sin hund med på en køretur til Italien. Men det skal være på den præmis, at hunden skal kunne slappe af på turen. Det siger Jens Jokumsen, som er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Vil man alligevel gerne have sin kat, kanin eller kanariefugl med på ferien, bør rejsen gå til en destination, hvor dyret har tid og plads til at indfinde sig under de nye omgivelser.

– Hvis man tager tre uger i sommerhus, kan det måske give mening at have sin kanin eller kanariefugl med, men ikke for en uge sydpå. Kæledyret skal have noget ro til at finde sig til rette, for det kommer ud i et fremmed miljø, som dyret ikke er vant til, forklarer Jens Jokumsen.

Af samme grund opfordrer Annette Junker Karpinski til, at man som kæledyrsejer overvejer, hvad dyret får ud af at være med på ferie.

Hvilke dyr betragtes som kæledyr?

​​​Kæledyr forstås som:

  • Hunde, katte og fritter (tamme ildere)
  • Fugle, bortset fra fjerkræ*
  • Kaniner og gnavere​
  • Krybdyr og padder
  • Hvirvelløse dyr, bortset fra bier, humlebier, bløddyr og krebsdyr
  • Tropiske akvariefisk

* Fjerkræ er defineret som fugle af ​​følgende arter: høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner, agerhøns og strudsefugle.

Det vil sige, at fjerkræ ikke betragtes som kæledyr i h​​enhold til EU’s regler, selvom de måtte holdes som sådan.

Kilde: Fødevarestyrelsen

– Dyret har ikke det samme behov for at komme på ferie som ejerne, så måske kan det være en bedre løsning at få sin nabo til at passe dyret i stedet, eller man kunne overveje at sætte det i pension, siger hun.

Klik igennem galleriet ovenover for at se hvilke krav der er til at tage kæledyr med på ferie inden- eller udenfor EU.

Powered by Labrador CMS