Patrick Nielsens “storebror” dræbt: – Savner dig allerede

Bokseren Patrick Nielsen er i sorg, efter hans nære ven Jørgen Lund døde mandag som følge af skudsår.

Patrick Nielsen beskriver dræbte Jørgen Lund, som den storebror, han aldrig havde. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Bokseren Patrick Nielsen har mistet sin nære ven Jørgen Lund, der i weekenden blev offer for et skyderi.

Den 42-årige Jørgen Lund blev søndag omkring middagstid fundet såret af skud i et hus i Veddinge Bakker i det nordvestlige Sjælland. Politiet oplyste efterfølgende, at han muligvis var blevet skudt lørdag aften. Mandag omkom Jørgen Lund som følge af sine skader. Newsbreak.dk har tirsdag været i kontakt med Patrick Nielsen, men trods aftale om det modsatte vendte han aldrig tilbage på henvendelsen.

Patrick Nielsen fortæller dog til Ekstra Bladet, at Jørgen Lund var en nær ven, der havde været ligesom en storebror for ham. Der ramte det hårdt, da bokseren fik den tragiske nyhed om dødsfaldet mandag eftermiddag.

– Vi skrev sammen på sms om lørdagen. Vi aftalte, han snart skulle holde min nyfødte søn. Ja, vi skulle snart ses, fortæller Patrick Nielsen til Ekstra Bladet.

Patrick Nielsen fortæller også, at Jørgen altid passede på ham og var til stede ved alle bokserens kampe.

Patrick Nielsen er ikke den eneste kendte, der savner Jørgen Lund. Også Linse Kessler var nær ven af Jørgen Lund, og hun har givet udtryk for sin sorg både på Facebook og i andre medier.

Politi efterlyser fortsat vidner

Midt- og Vestsjællands Politi arbejder med efterforskningen af sagen.

– Politiet er fortsat interesseret i at få kontakt personer, der enten har været i sommerhusområdet omkring Pilebakken lørdag eftermiddag/aften og søndag formiddag, skriver politiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Politiet vil også gerne høre fra folk, der har set mistænkelige personer, køretøjer eller andet i området i dagene i weekenden eller i dagene før. Man kan ringe til politiet på telefon 114.

Powered by Labrador CMS