Populær badestrand lukker: For mange bakterier

Sønderstrand i Aabenraa lukkes på grund af sundhedsfare.

Udgivet Opdateret

Borgere i Aabenraa og omegn kan i den kommende tid ikke udnytte det tiltagende sommervejr med en badetur til den populære Sønderstrand i byen.

Fra tirsdag blev der nemlig nedlagt badeforbud på stranden, da der blev fundet for høje mængder af e.coli-bakterier i vandet. Det skriver tvsyd.dk.

Det midlertidige badeforbud gælder fra den 4. juli, og indtil nye prøver viser, at der ikke længere er for mange e.coli-bakterier i vandet.

Det kan tidligst blive fredag, at der bliver genåbnet for badning, da der først er nye prøvesresultater klar der.

Hvad er E.coli?

E. coli er et fællesnavn på en gruppe bakterier, som normalt forekommer i tarmen hos mennesket. Bakterierne er nyttige i fordøjelsesprocessen, og bidrager endvidere til at sygdomsfremkaldende bakterier ikke formerer sig i tarmsystemet. Men over tid er der blevet dannet nogle varianter af E. coli med sygdomsfremkaldende egenskaber, de såkaldte tarmpatogene E. coli-varianter. Det er disse undergrupper af E. coli, som kan føre til svære diarré-gener.

  • Bakterien Escherichia coli (E. coli) findes i afføringen hos mennesker, hvor den normalt ikke udgør nogen fare (kaldes i fagsprog “apatogen”)
  • Der findes dog nogle undergrupper af E. coli, som kan være sygdomsfremkaldende (dvs. “patogene”)
  • Antibiotika skal sædvanligvis ikke anvendes, og vil ofte blot forværre forløbet
  • Det vigtigste element i behandlingen er at erstatte væsketabet med rigelig væskeindtag

Kilde: Sundhed.dk

Der er målt for høje mængder e.coli-bakterier på både Sønderstrand Nord og Sønderstrand Syd. Mængden af de sygdomsfremkaldende bakterier var op til næsten tre gange så højt som tilladt.

Powered by Labrador CMS