R bryder med regeringens udlændingekurs

Radikale Venstre med Martin Lidegaard, Sofie Carsten Nielsen, Morten Østergaard og Manu Sareen holder pressemøde om folketingsvalg onsdag den 27. maj 2015.
Udgivet Opdateret

De Radikale vil ikke lade en fartbøde stå i vejen for indvandreres mulighed for at få statsborgerskab.

Selv om valgkampen kun er et par døgn gammel, er enigheden mellem regeringspartierne Radikale og Socialdemokraterne forsvundet på udlændingeområdet. Det skriver Politiken.

De Radikale mener ikke, at det er fair, at udlændinge automatisk får udsat deres statsborgerskab i tre år, hvis de har fået en færdselsbøde på 3.000 kroner. Den praksis har ellers hidtil haft regeringens støtte.

»Jeg anerkender, at der er nogle færdselsforseelser, der kan være ret grelle, men jeg må sige helt gennemgående, at med nogle af de eksempler, der har været fremme, må man sige, at det kan være op til Indfødsretsudvalget at tage stilling. Og det tror jeg godt, vi magter,« siger indfødsretsordfører Marlene Borst Hansen (R) til Politiken.

Hun støtter idéen, som Enhedslisten og SF har foreslået, om, at Folketingets Indfødsretsudvalg skal kunne dispensere i den type sager.

De nye radikale toner får ikke justitsminister Mette Frederiksen (S) til at vakle.

»De Radikale må jo have de holdninger, de har. Jeg har ikke tænkt mig at lempe på adgangen til dansk statsborgerskab,« siger hun til Politiken.

Debatten om bøder, der forhindrer statsborgerskab, er opstået i kølvandet på eksempler på, at bøder har udskudt statsborgerskab i tre år.

Powered by Labrador CMS