Risikerer livstid for drab på abe

Fire krybskytter er blevet arresteret i forbindelse med fundet af en spyddræbt 'silverback' bjerggorilla.

Udgivet Opdateret

Politiet i Uganda har arresteret fire krybskskytter, der sættes i forbindelse med drabet på en sjælden og totalfredet bjerggorilla i nationalparken Bwindi Impenetrable National Park. Det skriver CNN.

Længere nede i artiklen findes et link til en youtube-video med det imponerende dyr. 

Gorillaen, en voksen han kendt som Rafiki, som betyder ‘ven’ på Swahili, var en del af den berømte ‘Nkuringo-gorillagruppe’, der bor i nationalparken og som er uhyre populær blandt besøgende turister.

Artiklen fortsætter under videoen

Rafiki blev meldt savnet den 1. juni og under en eftersøgning, der blev iværksat næste dag, blev han fundet død inde i parken.

En obduktion viste, at gorillaen havde sår efter en skarp genstand i maveregionen ligesom der var skader på nogle indre organer.

Den 4. juni anholdt politiet en mand, der underaktionen var i besiddelse af en hel del jagtudstyr, og som efterfølgende tilstod at have dræbt Rafiki. Han påstår dog, at det skete i selvforsvar.

Under afhøringen fortalte han, at han var en del af en gruppe, der var på jagt i nationalparken, og at de der stødte på ​​gorillagruppen. Den store han skulle angiveligt have virket truende og derfor slyngede han sit spyd mod den.

De nu ialt fire mistænkte afventer en retssag, hvor de, selv om det endnu ikke er klart hvad, der står i anklageskriftet, ifølge CNN risikerer livstidsdomme.

Rafiki var den dominerende han i gruppen, der nu omfatter tre yngre hanner, otte voksne hunner, to unger og nogle helt spæde dyr.

Gruppen holder til i den sydlige del af Bwindi Impenetrable National Park, der er hjemsted for omkring halvdelen af ​​verdens bjerggorillabestand, der anslås at være på lige godt et tusinde eksemplarer.

Powered by Labrador CMS