Sådan virker skattely i Danmark

Newspaq
Udgivet Opdateret

Østeuropæiske rigmænd kan spare penge i skat ved at oprette et dansk kommanditselskab. Det hul skal nu lukkes.

For første gang lægger regeringen op til at indføre et register for det, der kaldes de “reelle” ejere kommanditselskaber – et register, som Skat får direkte adgang til.

– Gennemsigtighed er et vigtigt redskab til at sikre, at selskaber ikke misbruges til skatteunddragelse. Derfor skaber vi nu åbenhed om ejerforholdene, så skattemyndighederne ved, hvem der skal beskattes, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

P1 Dokumentar har tidligere afdækket, at Danmark i udlandet bliver markedsført som et fremragende skattely, og det er det hul, der nu skal stoppes.

Sådan fungerer skattelyet ifølge P1 Dokumentar:

* En skatterådgiver i Moskva hjælper med at opsætte et kommanditselskab i Danmark. Selskabet leveres som en pakkeløsning med direktør, firmanummer og adresse – uden at den østeuropæiske ejer behøver at sætte et ben i landet.

* Det danske selskab udstyres også med to såkaldte “nominee directors” – hvilket svarer til stråmænd. Den ene er dansk direktør, den anden er officiel ejer.

* Danske kommanditselskaber ejes af to type ejere – en synlig og en skjult. Den synlige ejer er ofte registret i Belize eller Seychellerne.

* Den rigtige ejer er til gengæld helt skjult og kan være registret i et hvilket som helst skattely. Ingen kan finde frem til selskabet og ejerne, for sporet ender blindt i Danmark.

* Nogle hjemmesider anbefaler at lade den synlige ejer registrere i Cypern, som er en del af EU. Men i det tilfælde er den officielle ejer på Cypern blot indsat som et led, foran den rigtige ejer.

* Resultatet er ifølge rådgiverne, at den østeuropæiske ejer kan sende penge til sit kommanditselskab i Danmark, og derfra videre til eksempelvis de Britiske Jomfruøer eller Belize – måske via et ekstra stop på Cypern – uden at der betales skat noget sted.

Kilde: P1 Dokumentar

Powered by Labrador CMS