Tesla bryder i brand: Batterierne eksploderer som små projektiler
Batterierne kan brænde i op til et døgn. Det er et problem, når brandvæsenet prøver at redde folks liv.
Det har vist sig at være virkelig skidt for alle involverede, når en Tesla bryder i brand. Bilmærket er ellers hurtigt blevet et populært syn verden over. Det specielle ved bilen er, at den udelukkende drives af batterier, fremfor eksempelvis en benzin- eller dieselmotor.
Og netop de mange batterier, der sidder i en Tesla, var medvirkende til, at brandmændene fra “Indianapolis Fire Department” havde mere end almindeligt svært ved at slukke branden, der var brudt ud i en Tesla, der tidligere på ugen kørte galt i hjertet af Indianapolis.
To personer døde i den tragiske ulykke, der skete klokken 1 om natten. Bilen kørte ind i et træ og brød i brand. En brand bestående af mange små brande. Mange, små og eksplosive brande.
Kevin Jones, repræsentant for det lokale brandvæsen, har talt med mediet Fox59.com og fortalt, at de mange så brande i bilens mange lithium ion-batterier gjorde, at det var svært at få ilden under kontrol.
Til Fox59.com har Jones fortalt, at nogle af de små batterier nærmest eksploderede som små projektiler.
– Litium ion-batterier bliver meget, meget varme, når de brænder, forklarer Jones.
– For at kunne slukke den type brande, hvor den type batterier er involveret, skal man bruge store mængder af vand, fortsætter han.
Og det gjorde brandvæsenet. I løbet af fem til 10 minutter blev ilden bragt under kontrol, men det var for sent.
“Hvis din Tesla bryder i brand”
Kevin Jones fortæller, at man fra Teslas side har udarbejdet en guide for, hvordan man bør forholde sig, når en Tesla bryder i brand.
Rådet fra producenten er faktisk at lade bilerne brænde ud, og ikke prøve at slukke dem. Problemet i dette tilfælde var bare, at der sad to personer i bilen, mens den brændte.
Chauførren var 27-årige Casey Speckman og dennes passager 44-årige Kevin McCarthy. Speckman blev erklæret død på stedet, mens Kevin McCarthy blev bragt på sygehuset, hvor han senere døde.
Skulle brandvæsenet have fulgt Teslas vejledning, og ladet bilen brænde ud, havde de haft en rum tid foran sig.
– Den type batterier kan brænde i op til 24 timer, konstaterer Kevin Jones. Hans kolleger gjorde ellers alt, hvad de kunne for at redde Kevin McCarthy. De koncentrerde slukningsarbejdet om passagersiden af bilen, da Casey Speckman allerede var erklæret død.
Vidner har til brandvæsenet forklaret, at bilen kørte særdeles hurtigt i tiden op til ulykken. Bilen blev smadret i kollisionen med træet, og der lå vragdele spredt næsten 140 meter fra ulykkesstedet.