Thorning er eneste kandidat til FN-post

Helle Thorning-Schmidt ser ud til at blive flygtningehøjkommisær i FN. Indtil videre er hun eneste kandidat. Foto: Elo Christoffersen
Udgivet Opdateret

Helle Thorning-Schmidt (S) er på dagen, hvor ansøgningsfristen udløber, eneste officielle kandidat til posten som flygtningehøjkommisær i FN.

Globalnyt.dk skriver, at forhenværende statsminister og tidligere formand for Socialdemokraterne, Helle Thorning-Schmidt, er eneste officielle kandidat til posten som flygtningehøjkommisær. Ansøgningsfristen udløber i dag.

Thorning-Schmidt blev 4. september officielt indstillet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som Danmarks kandidat til posten som ny leder af Flygtningehøjkommissariatet, UNHCR.

Siden har blandt andet statsministeren, udenrigsminister Kristian Jensen (V) og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ikke lagt skjul på, at Helle Thorning-Schmidt (S) er den helt rigtige kandidat med gode chancer for at blive FNs nye flygtningehøjkommissær, når posten bliver ledig ved udgangen af 2015.

Fra kandidaten selv lød det efter indstillingen blandt andet, at hun er klar til at påtage sig opgaven.

»Det er klart, at for mig vil det være en stor ære, hvis FNs generalsekretær og generalforsamlingen beder mig om at påtage denne her opgave. Enhver kan se, at det er en opgave, der giver utrolig meget mening, og enhver kan se, at det er en opgave, der kræver flid, takt og engagement. Og det vil jeg forsøge, hvis FN beder mig om det,« sagde Helle Thorning-Schmidt et pressemøde 4. september.

Anden dansker i jobbet

Hvis FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, ikke modtager andre indstillinger i løbet af mandag, og bliver Helle Thorning-Schmidt valgt, så er det anden gang, en dansker er flygtningehøjkommissær. Fra 1978 til 1985 bestred tidligere statsminister og Venstre-formand Poul Hartling posten. Den nuværende UNCHR-chef, den tidligere portugisiske premierminister António Guterres, blev udpeget i foråret 2005 og er den tiende af slagsen.

FNs generalsekretær har annonceret stillingen som FNs flygtningehøjkommissær til besættelse i løbet af efteråret – og med forventet tiltræden 1. januar 2016. Den kommende flygtningehøjkommissær vælges formelt af FNs Generalforsamling efter indstilling fra generalsekretæren.

Powered by Labrador CMS