Tilskuere stormer fodboldbane

Pokalkamp mellem Lyon og Paris FC måtte afbrydes, da tilskuere kastede med fyrværkeri og løb ned på banen

Igen har der været fodboldoptøjer i Frankrig
Udgivet Opdateret

For anden gang i denne sæson er en kamp med deltagelse af Lyon blevet aflyst på grund af tilskueruroligheder.

Således måtte det franske fodboldholds pokalkamp mod Paris FC fredag aften standses i pausen, da de to holds fans kom i karambolage med hinanden.

Opgøret blev afbrudt kort før anden halvlegs begyndelse. 

Her begyndte hjemme- og udeholdets fans at kaste romerlys efter hinanden på en af tribunerne.

Samtidig kunne flere store eksplosioner fra hjemmelavet fyrværkeri høres på stadion.

Tilbage til omklædningsrummet

Da sikkerhedsfolk og politiet strømmede mod tribunen for at få styr på uromagere, flygtede adskillige tilskuere ned på banen, så spillet ikke kunne sættes i gang.

Kampens dommere og spillerne kom ellers ud på banen til anden halvleg. Men de måtte hurtigt vende tilbage til omklædningsrummene.

Flere tilskuere løb ind på banen under urolighederne, så kampen ikke kunne genoptages.
Flere tilskuere løb ind på banen under urolighederne, så kampen ikke kunne genoptages.

Efter cirka ti minutter lykkedes det politiet at få de mange tilskuere tilbage til deres pladser. Blandt andet med hjælp fra stadionspeakeren, der gentagne gange opfordrede til ro.

Efter yderligere forsinkelser kunne stadionspeakeren dog fortælle, at kampen var blevet aflyst.

- I overensstemmelse med myndighederne vil kampen ikke blive genoptaget, lød det ud af højttalerne på Stade Charléty.

Den franske fodboldsæson er siden begyndelsen af august blevet skæmmet af flere lignende episoder.

Politiet måtte træde til, da tilskuere begyndte at kaste romerlys efter hinanden i pausen af fransk pokalkamp mellem Lyon og Paris FC.
Politiet måtte træde til, da tilskuere begyndte at kaste romerlys efter hinanden i pausen af fransk pokalkamp mellem Lyon og Paris FC.

Frankrigs Fodboldforbund har allerede beordret Lyon til at spille to hjemmekampe bag lukkede døre og fratrukket klubben et point i ligaen.

Det skyldes, at klubbens hjemmekamp mod Marseille den 21. november måtte aflyses, efter at udeholdets Dimitri Payet blev ramt i hovedet af en flaske kastet fra tilskuerpladserne.

Omkampen mellem de to hold er ikke blevet spillet endnu.

Pokalkampen mellem Lyon og Paris FC blev afbrudt ved stillingen 1-1.

Det vides ikke endnu, hvilke konsekvenser fredagens uroligheder får for de to klubber.

Powered by Labrador CMS