To mænd anholdt: Mistænkt for at planlægge terrorangreb

To brødre mistænkes for planer om angreb i Belgien. Ingen tegn på forbindelse til angreb i Paris og Bruxelles.

Belgisk antiterror-aktion natten til lørdag har nu resulteret i to anholdelser. Arkivfoto: Francois Lenoir/Scanpix
Udgivet Opdateret

Belgisk politi har anholdt to mænd, som er mistænkt for at planlægge et angreb i Belgien. Det oplyser anklagemyndigheden ifølge Reuters.

Politiets antiterror enheder gennemførte natten til lørdag en større operation i Vallonien, skriver avisen De Standaard.

I alt blev omkring 10 mennesker anholdt, men kun de to af dem – to brødre – blev taget med til afhøring, skriver den belgiske avis.

De mistænkes for at have planlagt et angreb “et sted i Belgien”.

En dommer vil i løbet af lørdagen afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle de to brødre, skriver De Standaard.

Der blev hverken fundet våben eller sprængstoffer under politiets i alt syv ransagninger i regionen Mons og et enkelt sted i Liege, oplyser anklagemyndigheden ifølge Reuters.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er nogen forbindelse til tidligere angreb i Paris og Bruxelles, skriver De Standaard.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS