To mænd har været fængslet i ni måneder i mørklagt sag

Anklagemyndigheden kan ikke oplyse, hvad to mænd, som sidder fængslet i mørklagt sag, er sigtet for.

Udgivet Opdateret

I maj sprang en bombe under en koncert med amerikanske Ariana Grande i Manchester.

En sag, Newsbreak.dk dækkede massivt.

(Du kan se billeder fra den skæbnesvangre dag, hvor 22 mennesker mistede livet, i galleriet over artiklen).

Angiveligt trækker det islamistiske miljø i netop Manchester tråde til Danmark og Aarhus.

Lang varetægtsfængsling

Jyllands-Posten kunne 4. juni fortælle, hvordan to personer sidder varetægtsfængslet i Aarhus.

Avisen skriver, at flere danskere har bevæget sig i det islamistiske miljø i Manchester.

“Siden terroristen Salman Abedi i forrige uge detonerede en bombe ved en koncert i Manchester, har der været fokus på byens islamistiske miljø. Personerne bliver af britiske medier jævnt hen karakteriseret som jihadister, og blandt de nævnte er flere personer med tråde til Danmark”, skrev avisen dengang.

Da bomben var sprunget til koncerten med Ariana Grande. Foto: Andrew Yates/Scanpix.
Da bomben var sprunget til koncerten med Ariana Grande. Foto: Andrew Yates/Scanpix.

En af de, der blev nævnt, er ifølge Jyllands-Posten også en af de personer, der sidder fængslet i Aarhus. Torsdag fik de så forlænget varetægtsfængslingen yderligere fire uger. De har siddet fængslet siden 16. januar.

Dobbeltlukkede døre

Grundlovsforhøret samt de efterfølgende retsmøder om forlængelse af fængslingen er sket bag såkaldt dobbeltlukkede døre ved Retten i Aarhus.

Det betyder, at det ikke er muligt at få oplyst, hvad mændene er sigtet for.

Ifølge Ritzaus oplysninger er sagen relateret til terror. Hvilken form for terror, der er tale om, vides ikke.

Tavs som graven

Advokaturchef Jacob Balsgaard Nielsen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi oplyser, at de to mænd har fået forlænget fængslingen med fire uger.

Andet kan han ikke oplyse om sagen.

Hvordan de to mænd stiller sig til sigtelsen er også uvist.

Byens islamistiske netværk kom i politiets søgelys, da Salman Abedi, en britisk statsborger med libysk baggrund, detonerede bomben ved føromtalte koncert 22. maj.

Den militante gruppe Islamisk Stat hævdede efterfølgende at stå bag angrebet.

Det er uvist, om der er nogen forbindelse mellem bombesprængningen i Manchester og de to fængslede i Danmark.

Powered by Labrador CMS