Topchef har truffet 'utrolig svær beslutning

Senest til sommer stopper Bo Foged i ATP for i stedet at starte hos Copenhagen Infrastructure Partners

Bo Foged stopper som administrerende direktør i ATP senest til sommer. (Arkivfoto)
Bo Foged stopper som administrerende direktør i ATP senest til sommer. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Pensionskassen ATP skal på jagt efter en ny topchef.

Den nuværende administrerende direktør, Bo Foged, har meddelt, at han ønsker at fratræde sin stilling.

Det oplyser ATP i en pressemeddelelse.

Bo Foged fratræder sin stilling i ATP senest til sommer. Derefter begynder han i en stilling som partner hos Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

CIP er et investeringsselskab kendt for især at investere i energiprojekter som eksempelvis vindmølleparker.

Utrolig svær beslutning

I pressemeddelelsen kalder Bo Foged det for en "utrolig svær beslutning" at sige farvel til ATP, som han har været en del af siden 2015.

- Jeg kommer til at savne de mange interessenter og den helt særlige ånd, der trives her.

- Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne i ATP har en særlig bevidsthed om det samfundsansvar, vi bærer og løfter i ATP. Og som gør folk i stand til at skabe nogle helt unikke resultater, siger Bo Foged.

Ekstern proces

Bestyrelsen i ATP har igangsat en ekstern rekrutteringsproces for at finde Bo Fogeds afløser.

Bo Foged kom til ATP i januar 2015 som finansdirektør.

Efterfølgende blev han i november 2018 konstitueret administrerende direktør. En stilling han har bestridt siden, efter at han i juni 2019 takkede ja til jobbet som administrerende direktør.

Obligatorisk

ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension og er en obligatorisk pensionsordning, som både omfatter lønmodtagere og personer på overførselsindkomst.

Den blev indført i 1964 og omfatter i dag 5,4 millioner danskere.

Foruden at forvalte en del af danskernes formue står ATP for at administrere en lang række offentlige ydelser.

Samlet set råder ATP over en pengetank på hele 947 milliarder kroner.

ATP passer på værdierne til alderdommen

ATP er danskernes fælles pensionskasse. Over en million pensionister får penge fra ATP Pension.

Læs her om ATP:

* ATP blev oprettet i 1964 som supplement til folkepensionen.

* Det er en kollektiv pensionsforsikring, hvor princippet er, at man selv og ens arbejdsgiver eller staten betaler ind til ens pension i ATP.

* Man betaler bidrag til ATP af sin løn eller dagpenge, kontanthjælp eller en anden form for overførselsindkomst.

* Selvstændige bestemmer selv, om de vil indbetale ATP-bidrag.

* Over fem millioner danskere er med i ATP.

* En typisk lønmodtager indbetalte i 2021 3408 kroner i ATP. Heraf betalte lønmodtageren selv 1136 kroner, mens arbejdsgiveren betalte 2272 kroner.

Bidraget giver den enkelte ret til ATP Pension, når man bliver folkepensionist.

* ATP forvalter en samlet formue på over 900 milliarder kroner.

* Formuen skal forvaltes, så de danske pensionsopsparere sikres størst muligt afkast.

* ATP investerer for eksempel i aktier, obligationer, fast ejendom og infrastruktur.

* Den fulde årlige ATP Pension for en 65-årig, der har indbetalt bidrag i et helt arbejdsliv, var 26.200 kroner i 2021.

Kilde: ATP
Powered by Labrador CMS