Træt af hundelort: Glarmester smider glasskår i bede
En glarmester i Næstved har smidt glasskår ud i sine blomsterbede, fordi han er træt af at hunde skider i bedene.
Glarmester Brian Berensen fra Næstved har taget utraditionelle metoder i brug for at slippe for, at hunde skider i blomsterbedene. Våbnet er glasskår, der er strøet ud i blomsterbede på grunden.
Han fortæller til avisen Sjællandske, at problemet har stået på i 15 år og nu har han fået nok. Derfor har han strøet glasskår ud på både fortovet og i blomsterbedene.
Skårene er af hærdet glas, som man ikke kan skære sig på. De skulle angiveligt heller ikke kunne skære hundepoter op.
Kommune: – Det er ulovligt
Metoden vækker dog ikke begejstring hos Næstved Kommune. Her fortæller chefjurist Ulla Rasmussen til avisen, at det er ulovligt at efterlade affald på offentligt fortov. Hun kender ikke til sagen om glasskårene strøet ud over fortovet på Præstøvej. Hun har dog en generel udtalelse:
– Hvis man smider affald, skal man fjerne det, siger hun til avisen.
Brian Berensen vil fjerne glasskårene, hvis det er ulovligt, fortæller han til Sjællandske.
Ingen negativ respons
Newsbreak.dk har talt med Brian Berensen, der dog ikke ønsker at forklare mere om sagen:
– Men jeg har ikke fået negative kommentarer om min fremgangsmåde. Her i butikken har der kun været positive kommentarer, siger Brian Berensen til newsbreak.dk.