Ung mand slået ned: Flere personer efterlyses

En 21-årig mand blev i august slået ned til en koncert i Aalborg. Nu efterlyser Nordjyllands Politi flere personer i voldssagen.

Nordjyllands Politi efterlyser nu tre mænd i en sag om vold fra den 24. august. Her blev en 21.årig mand slået ned og har pådraget sig så voldsomme skader, at han fortsat er indlagt. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nordjyllands Politi indledede med at efterlyse den formodede gerningsmand bag en voldelig episode. Nu har efterforskningen ført til, at yderligere to personer efterlyses.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Personerne efterlyses i forbindelse med, at en 21-årig mand blev slået ned I Aalborg i forbindelse med en Suspekt koncert.

Alvorlige skader

Den 21-årige blev den 24. august slået i ansigtet. Slaget var så voldsomt, at den unge mand faldt bag over og slog hovedet i jorden.

Artiklen fortsætter efter videoen

Voldshandlingen skete klokken cirka 23.30 på hjørnet af Kong Christians Allé og Hasserisgade i Aalborg.

Skaderne var så voldsomme, at den 21-årige stadig er præget af dem.

– Den forurettede er fortsat indlagt og i behandling for sine svære skader, siger politikommissær Martin Rolighed, der leder politiets efterforskning af sagen.

Efterlyser gerningsmand

I forbindelse med politiets efterforskning, er efterlysningen blevet udvidet til, foruden den formodede gerningsmand, også at gælde hans to kammerater.

Gerningsmanden beskrives som værende en mand af dansk udseende, der er mellem 19 og 25 år gammel. Han er mellem 185 og 190 centimeter høj, mens han beskrives som spinkel til almindelig af bygning.

Han har kort eller karseklippet mørkt hår, ingen skæg og havde nordjysk dialekt. Han har desuden en mørk tatovering på ydersiden af højre underarm fra under albuen til håndleddet forestillende et symbol.

Manden var iført mørk hættetrøje måske med lys skrift henover bryst og et større logo samt lyseblå cowboybukser.

Kammerater efterlyses

Den ene kammerat, kaldt B af politiet, beskrives som værende dansk af udseende. Han er mellem 20 og 25 år gammel og cirka 180 og 185 centimeter høj.

Han er almindelig af bygning og var iført mørkegrå, nålestribede Chinos og hvide sneakers.

Den anden kammerat, kaldt C af politiet, beskrives som værende dansk af udseende. Han er mellem 19 og 22 år gammel. Han er cirka 192 centimeter høj og kraftig af bygning.

Han har kort karseklippet mørkt hår, store øjne og lettere udstående ører. Han var iført en mørkebrun sweatshirt med skrift og logo på brystet. Han bar mørke fritidsbenklæder formentlig af mærket Carhartt med synlige lommer på lårene.

Meld jer selv

Nordjyllands Politi håber, at beskrivelserne kan være med til at fælde de tre mænd, der tænkes at være involveret i voldsepisoden.

Politiet opfordrer desuden de tre mænd til at melde sig selv.

Kan du genkende mændene, skal du kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Powered by Labrador CMS