Vild brand i vindmølle breder sig til gård
Det voldsomme vejr gør ikke noget godt for beredskabets arbejde på stedet.
Opdatering: Branden er nu slukket.
Det fortæller Lars Stensbjerg, indsatsleder ved Brand & Redning Midtvest til Newsbreak.dk.
Han fortæller:
– Da vi kom derud, var der brand i vindmøllen. Det kunne vi ikke gøre meget ved, det var 70 meter oppe, siger han til Newsbreak.dk.
Mens beredskabet var på stedet, brækkede en vinge pludselig af møllen og ramte en staldbygning.
– Pludselig stod det ud af vinduerne med ild og røg, fortæller Lars Stensbjerg.
I stalden stod 40 tyrekalve. Dem kunne brandfolkene ikke umiddelbart få ud fra stalden.
– Men vinden hjalp os. Der var gennemtræk ned gennem stalden. Så tyrene kunne samle sig i den ene ende, og vi kunne spule og holde røg og varme væk fra dem, siger vagtchefen.
Brandvæsenet er netop klokken 21.00 blevet helt færdige med at slukke branden i stalden. På trods af, der var skader på den, slap alle tyrekalvene ud.
– Så det var en meget lykkelig landmand, siger Lars Stensbjerg.
Original artikel:
Der er tirsdag udbrudt brand i en vindmølle i byen Sørvad.
Politiet oplyser på Twitter, at branden har bredt sig til en gård.
Her opfordrer man også borgerne til at holde sig væk fra stedet.
En af vingerne knækkede af vindmøllen. Den ramte en gård, som den antændte. I staldbygningen befandt sig 30-40 tyrekalve.
Vindmøllen befinder sig på Agerfeldvej.
– Jeg kan ikke fortælle mere lige nu, da vi for kort tid siden ankom derude, siger Ralf Høgedal, der er vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi, til TV 2.
TV Midtvest oplyser, at gården er en nedlagt ejendom. Der bor altså ingen personer på gården.
Det voldsomme vejr gør slukningsarbejdet svært.