Vinteren er væk og foråret er – så småt – på vej

Find et hul i skyerne - og duft til foråret.

Udgivet Opdateret

– Vinteren er væk.

Så kort og godt kan det siges. Og det gør Henning Gisselø, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut, tirsdag morgen.

At det bliver det rene forårsvejr i dag – og i denne uge – er han dog noget mere loren ved at indrømme.

– Det bliver en dag med mange skyer med lidt huller hist og pist, siger han til Newsbreak.dk.

Kan man finde de huller, så kan man godt, i hvert fald sporadisk, få en fornemmelse af forår: I dem kan man nemlig være heldig at få øje på solen.

– Og her kan det godt blive op til 10 måske 11 grader, siger Henning Gisselø.

Man skal dog ikke vente for længe med at lede efter hullerne.

– Det begynder nemlig at blæse op og i løbet af dagen bliver det mere og mere.

Med det mener vagtchefen let til frisk vind – nogle steder endda op til hård vind.

Stjerneklar nat

I løbet af aftenen og natten holder temperaturerne sig omkring de fem grader.

– Der kommer ikke nattefrost, vinden holder temperaturerne oppe, siger Henning Gisselø.

I aften og nat skulle det også byde på en stjerneklar himmel.

Tirsdag bliver på det nærmeste et billede på resten af ugen.

– Ustadigt, som vi kalder det. Blæsende, skyet, sol, regn – som stopper og starter igen…

Ifølge Henning Gisselø er der dog mulighed for at få forårsfornemmelser i kroppen – hvis man finder et eller flere af de føromtalte huller i skyerne.

– Og en krog, hvor det ikke blæser, slutter vagtchefen.

Powered by Labrador CMS