Virksomheder politianmeldt for uønskede opkald

Flere virksomheder er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for ulovligt telefonsalg.

Udgivet Opdateret

Efter en voldsom stigning i klager over uønskede opkald, har Forbrugerombudsmanden politianmeldt ni virksomheder.

Virksomhederne har foretaget ulovlige opkald. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Ni virksomheder politianmeldt

Virksomhederne Ørsted Privatsalg, Vindstød og C More er blevet politianmeldt for at have ringet til forbrugere uden forbrugernes samtykke, og det er ifølge Forbrugerombudsmanden i strid med forbrugeraftaleloven.

Alle tre virksomheder har accepteret at betale bøder på 175.000, 135.000 og 100.000 kroner.

Derudover er yderligere fem virksomheder – NTG Sales, Ritter og Jensen Marketing, Stenhøj Media, eGenetic og Toleadoo – blevet politianmeldt for at have medvirket til overtrædelserne enten som konsulentvirksomhed, callcenter eller for at sælge leads, der typisk sker i forbindelse med konkurrencer på internettet, hvori forbrugerne giver deres samtykke til at virksomheder må kontakte dem.

Ritter & Jensen Marketing og Stenhøj Media har allerede accepteret at betale bøder på hver 135.000 kroner.

De to virksomheder eGentic og Toleadoo bestrider, at forbrugere ikke skulle have givet gyldigt samtykke til telefoniske henvendelser.

Ringede på trods af Robinsonlisten

Yderligere er Alm. Brand Forsikring blevet politianmeldt for at have ringet til forbrugere på Robinsonlisten, der er i strid med markedsføringsloven.

Er man som forbruger på Robinsonlisten har man frabedt sig uanmodede henvendelser om markedsføring, der ellers er lovligt at foretage uden samtykke fra forbrugeren.

Generelt har uønskede opkald været et problem for mange forbrugere. I 2019 har klagetallet nået sit hidtil højeste for Forbrugerombudsmanden.

– Klager over uønsket telefonsalg er steget kraftigt de seneste år, og det seneste år er antallet mere end fordoblet. Det har indtil videre ført til politianmeldelse af 29 virksomheder for ulovligt telefonsalg bare det seneste år, lyder det fra Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.

Powered by Labrador CMS