Voldsomme scener i hovedstad

Flere steder i Paris har der søndag aften været sammenstød mellem politi og PSG-fans. 83 personer er anholdt.

Udgivet Opdateret

Søndag aften brød der optøjer ud i Paris, efter at Bayern München vandt 1-0 over Paris Saint-Germain i Champions League-finalen i Lissabon.

I alt er 83 personer blevet arresteret. Det skriver politiet i Paris på Twitter natten til mandag.

Det sker, efter at skuffede fans gik på gaden for at lufte deres utilfredshed i området omkring Paris Saint-Germains hjemmebane Parc des Princes og i nabolaget omkring Champs-Élysée.

Ved stadionet Parc des Princes var der søndag aften flere sammenstød mellem politi og tilhængere.

Her måtte politiet bruge tåregas mod en forsamling af mennesker, der skød tilbage med fyrværkeri.

Ved Champs-Élysée satte uromagere ild til flere biler, mens de også smadrede vinduer og ødelagde butikker.

I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra optøjerne i Paris.

Stille i München

I mellemtiden gik fans i den tyske by München på gaden for at fejre deres holds sejr i finalen.

Efter kampen samlede hundredvis af mennesker sig hurtigt på gaden Leopoldstrasse i centrum af byen.

Gaden er et populært sted for bilparader, og søndag aften var den fyldt med masser af dyttende biler, og folk vinkende med flag for at fejre sejren.

Politiet i München beskrev situationen som værende stille og rolig. En talsmand for politiet sagde, at de fleste opførte sig fornuftigt.

– Alt i alt har der ikke været nogle store problemer, sagde han.

Talsmanden fortalte, at 150 betjente flere end normalt var på gaden søndag aften i den tyske by.

Bayern München vandt Champions League-finalen takket været et mål af den tidligere PSG-spiller Kingsley Coman.

Det er den tyske klubs sjette sejr i turneringen.

Powered by Labrador CMS