Slår sig i finalen

Holger Rune er klar til finalen i Brisbane International efter sejr i to sæt i semifinale mod Roman Safiullin

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Holger Rune vandt sin semifinale i Brisbane International over russeren Roman Safiullin og er klar til sin første ATP-finale i 2024.

Rune vandt kampen med cifrene 6-4, 7-6 efter 1 time og 39 minutter på banen.

I finalen skal Rune op mod enten bulgarske Grigor Dimitrov eller australieren Jordan Thompson.

Andet sæt blev afgjort i en tiebreak, hvor Rune vandt 7-0.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Holger Rune er klar til sin første ATP-finale i 2024, endda i sæsonens første turnering.

Lørdag morgen dansk tid vandt danskeren sin semifinale i Brisbane International over russeren Roman Safiullin.

Efter en ganske lige kamp vandt Rune med cifrene 6-4, 7-6 efter 1 time og 39 minutter på banen.

I søndagens finale skal Rune op mod enten bulgarske Grigor Dimitrov eller australieren Jordan Thompson, der i kvartfinalen slog Rafael Nadal.

Bedst tænkelige start

Rune fik den bedst tænkelige start på semifinalen, da han brød til 1-0 i allerførste parti.

Servegennembruddet blev vitalt, for der kom ikke mange åbninger i sættet.

Begge holdt serv derfra, og Rune sikrede sættet med et rent parti, og på tribunen rejste træner Kenneth Carlsen sig og knyttede næven i retning mod Rune.

Holger Rune er klar til finalen i Brisbane.

-Fucking irriterende

På samme måde begyndte andet sæt.

Rune spillede sig til to breakbolde og udnyttede den første til at bringe sig på 1-0.

Roman Safiullin var dog ikke slået. Russeren spillede solidt fra baglinjen og bragte balance ved 2-2, da han udnyttede sin første breakbold i kampen.

Rune missede i det efterfølgende serveparti hele fire breakbolde, og danskeren kunne ikke skjule sin vrede ved det efterfølgende sidebytte.

- Fucking irriterende, råbte han om det tabte serveparti, og fra tribunen forsøgte Kenneth Carlsen at spore Runes fokus tilbage på spillet.

Afgjort i tiebreak

Det lykkedes for Rune, men danskeren skulle nu forholde sig til en modstander, der virkelig spillede stærkt og viste, hvorfor han i slutningen af sidste år var i stand til at slå Carlos Alcaraz.

Andet sæt måtte afgøres i en tiebreak, men her var der til gengæld slet ingen tvivl om udfaldet.

Rune spillede fokuseret og gjorde rent bord ved at vinde 7-0.

Danskerens finalemodstander findes senere lørdag.

Powered by Labrador CMS