40.000 nye soldater går i krig for Putin

Hidtil har over 40.000 syrere ladet sig registrere til at kæmpe på den russiske side i Ukraine

Udgivet Opdateret

Rusland har udfærdiget en liste med omkring 40.000 mand fra Syriens hær og allierede militser med henblik på at kunne sætte dem ind i Ukraine.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), som løbende underretter internationale medier om krigen i Syrien i kraft af et stort kildenetværk i landet.

De mange syrere skal have meldt sig ved hvervningskontorer, som russiske officerer har åbnet i samarbejde med de syriske myndigheder og militser.

Får lønstigning

- Hidtil har over 40.000 syrere ladet sig registrere til at kæmpe på den russiske side i Ukraine, siger Rami Abdulrahman, som leder Sohr i dets hovedkvarter i London.

I forrige uge gav det russiske styre i Kreml besked om, at frivillige - også fra Syrien - er velkomne til at kæmpe sammen med russiske soldater i Ukraine.

Rusland har lovet de syriske rekrutter en månedsløn på 1100 dollar, hvilket er 30 gange mere, end de kan tjene i deres land ifølge oplysninger fra Sohr.

Oplært af russere

Rusland ønsker at rekruttere syrere med kamperfaring fra den 11 år lange borgerkrig i Syrien.

- Indtil nu har russiske officerer, som indgår i landets styrke i Syrien, godkendt 22.000 af dem, som har meldt sig, siger Abdelrahman.

Han siger, at mange af dem har udkæmpet gadekampe og er blevet oplært af russerne.

Ikke bekræftet

Hertil kommer 18.000, som har meldt sig via det syriske regeringsparti. De skal vurderes af det private militære selskab Wagner-gruppen, et omstridt russisk sikkerhedsfirma med koblinger til myndighederne.

Wagner-gruppen har været til stede og spillet en rolle i konflikter i afrikanske lande - blandt andet i Libyen og Mali.

Sohr har indtil videre ikke bekræftet meldinger om, at syriske soldater er rejst til Ukraine. 

Nu har han trukket Syrien ind i konflikten.
Nu har han trukket Syrien ind i konflikten.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland.

Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS