Børn forgiftet af børnehavemad
Der ruller hoveder efter skandale i Kina
Flere end 200 børn er blevet indlagt efter en skandale i en privat børnehave i byen Maiji i det nordvestlige Kina
Det skriver Sky News.
Børnene er blevet syge af at være i børnehaven, hvor de skulle være trygge.
Det er den mad, der bliver serveret i børnehaven, der har udløst de mange indlæggelser.
233 børn ramt
233 af de i alt 251 børn fra børnehaven havde for højt indhold af bly i blodet.
Af de 233 er 201 børn blevet indlagt og behandlet på hospitalet.
Det alt for høje blyindhold skyldes en vanvittig form for madsminke udført af børnehavens ansatte.
De har tilsat farvepulver indeholdende bly til maden for at få den til at se mere appetitlig ud.
2.000 gange over grænseværdien
To madprøver fra børnehaven viste et indhold af bly på 2.000 gange over den tilladte grænseværdi.
Blyforgiftning på det niveau kan give langtidsskader, der rammer hjernen og centralnervesystemet.
Otte personer - herunder børnehavens leder - er hidtil blevet anholdt i sagen.