Grillende svenskere forårsager storbrand

Gæster på natklub måtte flygte i panik

Offentliggjort

Om de var svensker-stive melder historien intet om, men tre svenske turister efterforskes nu i forbindelse med en storbrand på den kroatiske ø Brac natten til fredag.

Det skriver aftonbladet.se.

Branden hærgede i et skovområde og forårsagede evakuering flere steder.

Og nu peger politiet på tre svenske statsborgeres uforsigtige omgang med ild som årsag til branden.

Panik

Klokken tre natten til fredag måtte gæster på en natklub flygte i panik, da ilden kom faretruende tæt på natklubben.

Også gæster på en campingplads og et hotel måtte evakueres.

- Ilden bredte sig hurtigt og truede flere bygninger - også boliger og restauranter, siger vagthavende hos redningstjenesten.

56 brandmænd på plads

Kroatisk politi har nu sigtet de tre svenske turister for at være årsag til branden.

Ifølge redningstjenesten har ilden bredt sig fra et bål, svenskerne havde antændt på grillplads tæt ved deres feriehus.

Branden meldes fredag aften under kontrol, men 56 brandfolk er fortsat på plads i det knastørre skovområde, for at sikre, at branden ikke blusser op igen.

Powered by Labrador CMS