Kontakter hundredevis af danskere

Kun nødvendige medarbejdere er tilbage på Danmarks ambassade i Ukraine, hvor sikkerhedssituationen er usikker

Udgivet Opdateret

Cirka 200 danskere i Ukraine har talt i telefon eller været i skriftlig kontakt med danske myndigheder siden fredag.

De står alle på den såkaldte danskerliste for landet, og cirka to tredjedele af dem har meddelt, at de enten allerede har forladt landet eller planlægger at gøre det snart i lyset af den anspændte situation langs Ukraines grænser.

Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

- Vi har forsøgt at få fat i godt 300 personer i løbet af lørdag, og det er lykkedes med to tredjedele af dem. Af dem siger to tredjedele, at de er udrejst, eller er i færd med at planlægge det.

- Den resterende del har oplyst, at de ikke påtænker at udrejse, men vil blive i Ukraine, fordi de har familie eller virksomhed, de ikke vil forlade, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Opfordrer alle til at forlade landet

Fredag aften sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at alle danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet. Samtidig frarådes alle rejser til landet.

Årsagen er den alvorlige sikkerhedsmæssige situation omkring Ukraine.

Rusland har ifølge USA opmarcheret op mod 130.000 soldater langs grænsen til Ukraine og i Hviderusland.

Frygten er, at Rusland vil gå ind over de ukrainske grænser med militær magt.

Den danske ambassade i Kijev forbliver åben og operationsdygtig for nu.

Dog er det kun nødvendige medarbejdere, der er tilbage på ambassaden.

Det drejer sig blandt andre om ambassadøren og ambassadens souschef, oplyser Erik Brøgger Rasmussen.

Blå bog: Jeppe Kofod

Navn: Jeppe Sebastian Kofod.

Født 14. marts 1974 i København.

Politisk karriere:

* 1998-2014: Medlem af Folketinget med kort orlov i 2008.

* 2000-2013: Udenrigspolitisk ordfører.

* 2001-2008: Næstformand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2011-2013: Formand, Det Udenrigspolitiske Nævn.

* 2014-2019: Medlem af EU-Parlamentet, næstformand for den socialdemokratiske gruppe samt medlem af udvalget mod økonomisk kriminalitet.

* 2019-: Udenrigsminister.

Uddannelse:

2004: Bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet.

2007: Master i offentlig administration fra Harvard University.

Kilder: Ritzau, EU-Parlamentet.

Powered by Labrador CMS