Lovende: Kan bremse skræksygdom

Resultater offentliggjort på Alzheimers-konference bekræfter lovende effekt af Eli Lilly-middel

Udgivet Opdateret

Efter årtier med kun få fremskridt i bekæmpelsen af Alzheimers sygdom er der kommet skub i udviklingen.

Et middel udviklet af det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly viser i et studie igen, at det sinker udviklingen af hjernesygdommen.

Det skriver Financial Times, efter at endelige resultater af et fase 3-studie mandag er blevet præsenteret på en international konference.

Lægemidlet kan bremse den kognitive svækkelse hos personer med Alzheimers sygdom i et tidligt stadie med omkring 35 procent, bekræfter mandagens offentliggørelse.

Forsinket med 60 procent

For den undergruppe med det mildeste stadie af sygdommen blev den kognitive svækkelse forsinket med op til 60 procent, skriver Washington Post.

- Jo tidligere man får fat i patienterne, desto bedre effekt ser man af dette middel, siger Mark Mintun, Eli Lillys vicepræsident for forskning i neurodegenerering, ifølge det amerikanske medie.

Mandag meddeler Eli Lilly, at en ansøgning om en godkendelse er sendt afsted til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

Der er lovende nyt i forskning af medicin mod Alzheimers, lyder det. Det amerikanske medicinselskab Eli Lilly har fundet ud af, at det sinker udviklingen af sygdommen.
Der er lovende nyt i forskning af medicin mod Alzheimers, lyder det. Det amerikanske medicinselskab Eli Lilly har fundet ud af, at det sinker udviklingen af sygdommen.

Langt fra kur

En afgørelse ventes senere på året om midlet, som hedder donanemab.

Midlet er dog langtfra en egentlig kur, og det er heller ikke risikofrit.

Omkring en tredjedel af patienterne fik hjernehævelse, skriver BBC. For de fleste gik det over af sig selv. Men to deltagere - og muligvis også en tredje - døde som følge af hjernehævelse.

1736 personer med en gennemsnitsalder på 73 år deltog i studiet.

Behandlet hver måned

Personerne havde milde til moderate symptomer på Alzheimers sygdom. Halvdelen af dem blev behandlet intravenøst en gang om måneden, mens den anden havdel fik placebo i en periode på 18 måneder.

Demens er en række kroniske og ofte fremadskridende sygdomme i hjernen, som fører til tab af intellektuelle funktioner.

Alzheimers er den hyppigst forekommende demenssygdom.

Antal steget

Tal fra danske sundhedsregistre viser ifølge Nationalt Videnscenter for Demens, at antallet af registrerede demenstilfælde blandt personer på 65 år og derover steg fra cirka 29.600 i 2010 til cirka 38.675 i 2022.

Eli Lilly er blandt de største konkurrenter for danske Novo Nordisk.

Et i USA nyligt godkendt middel fra selskaberne Eisai og Biogen virker på samme måde som donanemab.

Begge er antistofmidler, som gives intravenøst. De virker ved at ramme ophobninger af tilsyneladende skadelige proteiner, såkaldte beta-amyloide plakker.

ALZHEIMERS

Alzheimers sygdom er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens. Det viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen.

Alzheimers sygdom kommer ofte snigende over måneder og halve år, og i begyndelsen kan det godt være svært at afgøre, om der er tale om sygdom. Alzheimers sygdom rammer fortrinsvis ældre, men yngre kan også rammes.

Det er vigigt, at blive grundigt undersøgt hos lægen, da andre sygdomme kan give lignende symptomer. Alzheimers sygdom er en langsomt fremadskridende sygdom, der efter 7-10 år ender med døden. Det er også den hyppigste årsag til demens. I Danmark er der cirka 55.000 mennesker, der har Alzheimers sygdom.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS