USA i krise: På vej mod nedlukning

Et møde mandag i Det Hvide Hus mellem demokrater og republikanere skabte ikke enighed om budgetaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA står over for mulig nedlukning

  • Demokraterne og Republikanerne kan ikke blive enige om budgetaftalen.
  • Mødet i Det Hvide Hus med Donald Trump gav ingen løsninger.
  • Chuck Schumer siger, at Republikanerne skal handle for at undgå nedlukning.
  • En nedlukning vil påvirke tusindvis af føderalt ansatte uden løn.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Demokraterne og Republikanerne kan ikke nå til enighed om en budgetaftale, hvilket betyder, at det føderale statsapparat i USA er truet af en snarlig nedlukning.

Et møde mandag i Det Hvide Hus mellem lederne fra de to partier og med deltagelse af USA's republikanske præsident, Donald Trump, bragte ingen løsninger med sig.

Det oplyser Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, efter mødet.

- Der er fortsat meget, der splitter os.

- Det er op til Republikanerne, om de vil undgå en nedlukning, siger Chuck Schumer.

Står fast

Demokraterne står fast på et krav om, at der skal prioriteres flere penge til sundhed i budgetaftalen.

Medmindre der opnås enighed inden midnat tirsdag lokal tid - klokken 06.00 onsdag morgen dansk tid - vil dele af det føderale statsapparat i USA lukke ned.

En nedlukning vil medføre, at ikke-nødvendige aktiviteter stoppes, og at tusindvis af føderalt ansatte vil stå uden løn.

Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, fortæller, at der fortsat er meget, der splitter Demokraterne og Republikanerne i forhold til at blive enige om en budgetaftale.

Selv om Republikanerne har flertal i begge Kongressens kamre, der ud over Senatet også omfatter Repræsentanternes Hus, så kan Trumps parti ikke selv stemme budgetloven igennem.

I Senatet skal mindst 60 af kammerets 100 medlemmer stemme for budgetloven, hvilket kræver, at syv demokrater stemmer for den.

Forlængelse afvist

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Mike Johnson, har foreslået at forlænge den nuværende budgetaftale, men det er hidtil blevet afvist af Demokraterne.

- Hvis Demokraterne beslutter at lukke statsapparatet ned, ligger ansvaret hos dem, og jeg synes, det er fuldstændig tragisk, siger Johnson.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, beskylder Demokraterne for at holde en pistol for panden af det amerikanske folk.

- Jeg tror, at vi er på vej til en nedlukning, for Demokraterne vil ikke gøre det, der skal gøres, siger Vance.

Powered by Labrador CMS