Nu bliver hendes liv til TV-serie

"Af Guds nåde" er arbejdstitlen på en kommende fiktionsserie om dronning Margrethe, som TV 2 er i gang med

Udgivet

Først blev dronning Margrethes liv skildret i en musical på Det Kongelige Teater i København. Nu skal hendes historie filmatiseres.

Produktionsselskabet Sam Productions og TV 2 er i gang med at udvikle en fiktionsserie, som har arbejdstitlen "Af Guds nåde".

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Skal skabe større forståelse

Det er kanalens håb, at serien kan bidrage til en større forståelse af kongehusets betydning for, hvem vi er som danskere, og hvordan den samfundsmæssige udvikling har smittet af begge veje, uddyber senior executive producer på TV 2 Pernille Bech Christensen.

- "Af Guds nåde" er en vigtig historie om alle os danskere fortalt med udgangspunkt i det danske kongehus og med Margrethe som omdrejningspunkt for historien, siger hun i pressemeddelelsen.

På godt og ondt

Serien tager sin begyndelse i 1940 og vil skildre den kongelige familie på godt og ondt, på de bonede gulve og i de politiske dilemmaer. Men først og
fremmest er det en fortælling om en pige og hendes familie, lyder det.

Dronning Margrethe er allerede en del af dansk dramatik, men mest bag kameraet. Hun har tegnet kostumerne og kreeret scenografien til den Bille August-instruerede Netflix-film "Ehrengard: Forførelsens kunst", og for det arbejde er hun blevet nomineret til flere Robert-priser ved årets uddeling 3. februar. (Arkivfoto).

- Det er fortællingen om en familie, om en institution og om en anakronisme, der kæmper for at bevare sin relevans i en moderne tidsalder. Kongehuset er noget, alle danskere deler, uanset om man er tilhænger, modstander eller bare midt imellem, siger Pernille Bech Christensen videre.

Begyndt for længe siden

Blandt de kreative kræfter bag "Af Guds nåde" er blandt andre Søren Sveistrup, som har stået bag de prisvindende krimisuccesserier "Kastanjemanden" og "Forbrydelsen".

Sam Productions har udviklet tv-serien gennem det seneste halvandet år i samarbejde med TV 2 - altså længe inden at dronningen abdicerede og overlod tronen til kong Frederik.

Serien forventes at gå i optagelse i 2025.

Mangler skuespillere

Der er endnu ikke sat navne på rollelisten.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Da musicalen "Margrethe" havde premiere i 2022, blev hun portrætteret af fire skuespillere, som skildrede fire forskellige aldre: Ulla Henningsen, Xenia Lach-Nielsen og Emilie Groth. Fire børneskuespillere spillede på skift dronning Margrethe som barn.

Prins Henrik, der gik bort i 2018, blev spillet af Peter Schrøder.

Powered by Labrador CMS