Fejrer kærligheden i Oslo

Kong Frederik og dronning Mary blev gift den 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke. Tirsdag er parret på statsbesøg i Oslo og kan samtidig fejrer 20 års ægteskab

Kong Frederik og dronning Marys bryllupsdag

Kong Frederik og dronning Mary fejrede deres 20-års bryllupsdag under et statsbesøg i Oslo, Norge.

Parret mødtes første gang i 2000 i Sydney og blev gift i Vor Frue Kirke i København i 2004.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kong Frederik og dronning Mary steg mandag om bord på kongeskibet "Dannebrog" i Hornbæk Havn og satte kurs mod den norske hovedstad Oslo, hvor de over de næste to dage er på statsbesøg.

Og tirsdag den 14. maj ankommer de til Oslo, hvor gaderne er pyntet med danske flag.

Men det er ikke den eneste særlige begivenhed, parret deler tirsdag.

Markerer særlig dag

Det er nemlig 20 år siden, at de to sagde ja til hinanden i Vor Frue Kirke i København.

Det skriver det danske kongehus også på sin Instagram-profil.

- Ankomsten til den norske hovedstad sker desuden på en helt særlig dag. Det er nemlig kongen og dronningens 20-års bryllupsdag, lyder det i et opslag.

For 20 år siden sagde kong Frederik og Dronning Mary ja til hinanden.

Mødtes tilfældigt

De to mødte hinanden tilfældigt i 2000 i Sydney på baren Slip Inn under de olympiske lege.

Kong Frederik har flere gange sat ord på det skæbnesvangre møde. 

I biografien "Frederik - kronprins af Danmark" fra 2008 fortalte han, hvordan dronning Mary vakte hans interesse helt fra start.

- Det var alt ved hende, jeg blev draget af. I begyndelsen var det hendes øjne og relativt dybe stemme. Det var ikke bare forelskelse, men lige så meget følelsen af at have mødt en soulmate, sagde han i bogen.

- "Hun og jeg"

For nylig har kong Frederik også sat ord på deres ægteskab i bogen "Kongeord", der udkom 17. januar i år - tre dage efter, at han blev udnævnt som konge.

- Ingen konge uden en dronning, og i alle de tanker, idéer og visioner bag mit kongeord finder man også dronning Mary, siger han i bogen ifølge ugebladet Her & Nu.

- Hun er opmærksom på alle de forandringer, som verden står overfor, og hun er organiseret i sit tankesæt omkring, hvor og hvordan hun ønsker at være og bistå mig som dronning. Dér har vi bygget et parallelt spor, hun og jeg, lyder det videre i bogen.

Giver Frederik modstand

Kong Frederik fortæller også, at han har lært meget af at have en hustru, som til tider minder ham om, at han ikke altid har ret.

- Den modstand holder mig på tæerne, og selv om jeg nogle gange godt kan tage mig selv i at tænke: "Åh, skal vi virkelig bruge fem minutter mere på diskussion", så accepterer jeg, at Mary gerne lige vil have vendt endnu et par sten, siger han i bogen ifølge Her & Nu.

Fire børn

Siden parrets møde i Sydney for 24 år siden er meget sket. De har bragt en børneflok på to prinser og to prinsesser til verden.

I forbindelse med tronskiftet er parrets ældste søn Christian blevet kronprins.

I oktober sidste år fejrede han sin 18-års fødselsdag, hvor han blandt andet inviterede to 18-årige fra hver kommune i Danmark med til festen.

Derudover har kong Frederik og dronning Mary børnene prinsesse Isabella, der fyldte 17 år i april og tvillingparret prins Vincent og prinsesse Josephine på 13 år.

Powered by Labrador CMS