Bro rives akut ned for at undgå oversvømmelse

Entreprenørmaskiner er fredag i gang med at rive en bro ned nær et oversvømmelsestruet aarhusiansk renseanlæg

Udgivet Opdateret

Vandet har stået ned i stænger gennem længere tid, og nu risikerer vandmasserne at oversvømme et renseanlæg i Aarhus Kommune.

Derfor har Aarhus Kommune fredag morgen iværksat en akut nedrivning af en nærliggende bro.

Det skal sikre, at vandet i den nærliggende å bedre kan passere forbi renseanlægget, så oversvømmelse af anlægget undgås.

- Vi gør det for at sikre kritisk infrastruktur, som Viby Renseanlæg er, siger områdechef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Simon Grünfeld til TV 2 Østjylland.

Er i fuld gang

Entreprenørmaskiner begyndte fredag morgen klokken syv at brække broen på Ormslevvej i Viby ved renseanlægget op.

Områdechefen siger til tv-stationen, at det er en "drastisk", men nødvendig løsning.

Hvis renseanlægget oversvømmes, kan det ifølge områdechefen ikke køre med optimal drift, og der risikerer at komme urenset spildevand ud i åsystemet.

Det vil ifølge områdechefen udgøre en sundhedsrisiko.

Viby Renseanlæg risikerer at blive oversvømmet af vandmasserne fra den nærliggende Døde Å. Derfor skal en bro rives ned, så vandet bedre kan passere forbi renseanlægget.

Der er sket overløb

De store mængder vand fra oven den senere tid har allerede medført, at der er sket overløb fra kommunens kloaksystemer.

Det betyder, at spildevand er kommet i kontakt med vandløb, søer og badevand.

- Spildevand er ikke alene løbet ud i søer, åer og i havet, men det kan også findes i overfladevand.

Og det kan altså medføre en alvorlig sundhedsrisiko at komme i kontakt med det, siger Simon Grünfeld i en pressemeddelelse fra kommunen.

Kontakt læge

Han anbefaler, at man vasker sig grundigt og kontakter en læge, hvis man kommer i kontakt med vandet.

I pressemeddelelsen står der også, at man bør kontakte sin læge hurtigst muligt, hvis man har influenzalignende symptomer efter at have været i berøring med spildevand.

Busser og cyklister

Der kører normalt ikke biler over broen på Ormslevvej. Men busser og cyklister henvises til andre veje, mens nedrivningen står på.

Det er uklart, hvor længe Ormslevvej er afspærret, skriver Aarhus Kommune i et opslag på Facebook.



Powered by Labrador CMS