Trist nyt om julevejret fra DMI

Det bliver ikke hvid jul i år, lyder det fra DMI dagen før juleaften. Lørdag kan dog bringe mere sne med sig

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forudsiger ingen hvid jul i år.

Hvid jul defineres som når mindst 90% af landet er dækket med mindst 0,5 cm sne.

Sneen er faldet flere steder i landet, men vil ikke holde til juleaftensdag.

Varmere luft fra sydvest og regn forventes at smelte den sidste sne på juleaftensdag.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selv om borgere flere steder i landet lørdag vågner til et let lag sne, så holder det formentlig ikke helt til juleaften.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meddeler, at det ikke bliver hvid jul.

Det skriver meteorolog Jens Lindskjold i en kommentar på DMI's hjemmeside.

Sker ikke i år

Ifølge DMI er der tale om hvid jul, når mindst 90 procent af landet er dækket med mindst 0,5 centimeter sne.

Sneen skal blive liggende til om eftermiddagen juleaftensdag.

- Svesken på disken - det sker absolut ikke for Danmark i år, skriver meteorologen.

Sne flere steder

- I nat er der faldet et fint hvidt drys flere steder i landet, og lørdagen kan også byde på fortsatte snebyger på især Sjælland.

Men, skriver DMI:

- Sneen holder ikke til i morgen eftermiddag (juleaftensdag, red.).

Når det bliver natten til søndag, presser varmere luft på fra sydvest. Det sker i forbindelse med en front, der skal passere Danmark.

Regn og slud

Fronten bringer ifølge Jens Lindskjold regn med sig.

Lokalt kan det begynde som slud eller måske tøsne. Men ved middagstid juleaftensdag forventes temperaturen i hele landet at være fem til ti grader.

- Og den sidste lille bunke sne smelter væk, skriver meteorologen.

Powered by Labrador CMS