Voldsom ulykke

En 24-årig mand kom til skade, efter han væltede på motorcykel og kurrede hen ad vejen

Den 24-årige mand blev kørt på hospitalet i Herning med personskader. Skaderne er ikke livstruende, oplyser politiet. Foto: presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

En 24-årig mand er kommet til skade, efter han torsdag aften styrtede på sin motorcykel i Struer.

Mandens skader er ikke livstruende.

Det fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til Newsbreak.dk.

Kurrede hen ad vejen

Ulykken skete på Smedegade, hvor motorcyklen, ifølge politiet, slingrede.

Årsagen var måske for høj fart, siger Jens Claumarch.

Manden væltede, kurrede hen ad vejen, og motorcyklen stoppede brat, da den ramte en lygtepæl og blev smadret.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk

Politiet kan ikke oplyse, om manden også ramte lygtepælen, eller hvilke skader han har pådraget sig.

Kørt på skadestuen

Efterfølgende blev manden kørt på skadestuen i Herning med det, politiet kalder "personskader".

De er ikke livstruende.

Jens Claumarch siger, at de mistænker manden for at have været påvirket af alkohol og euforiserende stoffer.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre manden på grund af hans skader.

Powered by Labrador CMS