-Derfor brød vi gennem lydmuren

En mistet radiokontakt med rutefly fik stor opmærksomhed. Pludselig også på jorden

Søndag brød to F-16 fly gennem lydmuren
Udgivet Opdateret

Søndag eftermiddag fik en del nordjyder noget nær et chok, da to af F-16 fly brød gennem lydmuren.

Baggrunden var en mistet radiokontakt med et udenlandsk rutefly.

Det fortæller oberst Søren Andersen, chef for Flyvevåbenets nationale luftoperationscenter.

Ruteflyet var på vej fra Vestjylland mod Nordjylland, da radiokontakten med Kastrup forsvandt.

- Vi havde to F-16 fly på træning over Nordsøen, siger Søren Andersen til Newsbreak.dk.

De bliver derfor dirigeret i retning mod ruteflyet for at se, om det er i problemer.

- Vi er lidt bagefter, så der bliver brug for at flyve meget hurtigt, siger Søren Andersen.

Hurtigt betyder i den forbindelse overlydsfart - som altså resulterer i, at lydmuren bliver brudt.

Det sker ved en hastighed på cirka 1200 kilometer i timen.

På trods af, at flyene gjorde det i en anseelig højde, kunne det dog stadig høres på jorden.

- Det er vi meget kede af, siger obersten, der også fortæller, at ruteflyet var nået ind i svensk luftrum, da kontakten blev genetableret.

Der var intet galt med flyet, og ingen havde gjort noget forkert.

- Det havde fulgt reglerne - og alting er tilbage til normalt, siger Søren Andersen.

Powered by Labrador CMS