Endnu flere anholdt for træ-drabet

Seks mænd fremstilles torsdag for dommer i Næstved i sag om oversavet træ, der kostede 55-årig bilist livet

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Seks unge mænd er sigtet for drab efter et træ fældet med motorsav dræbte en 55-årig mand i Sorø.

De sigtede fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, og anklagemyndigheden ønsker lukkede døre.

Politiet har anholdt syv personer i sagen, men en er løsladt, og yderligere anholdelser kan finde sted.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet hele seks unge mænd i sagen, hvor en 55-årig mand blev dræbt, da et træ faldt ned over hans bil natten til onsdag på Parnasvej i Sorø.

De seks mænd vil 13.30 blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag ved Retten i Næstved. De er sigtet for drab og farevoldelse.

Syv anholdt

Politiet har i alt anholdt syv personer i sagen, men en af de anholdte blev løsladt onsdag aften.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kan ikke afvise, at der kan foretages yderligere anholdelser.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, og derfor har politiet ikke flere kommentarer til sagen lige nu.

Den 55-åriges bil blev helt knust i det politiinspektør Kim Kliver kaldte en bevidst handling.

Fældet med motorsav

Den 55-årige mand kom natten til onsdag kørende i sin bil, da et træ væltede ned over hans bil.

Træet faldt ikke af sig selv. 

Det er blevet fældet med en motorsav, og politiet mener derfor, at der var tale om en bevidst handling.

Skete tidligere

Onsdag aften forlød det, at fire yngre mænd var blevet anholdt i sagen, men tallet er altså vokset siden.

Sent tirsdag aften modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en meddelelse om, at et andet træ var blevet fældet nær Havrebjerg ved Slagelse 20 kilometer derfra. Her var der dog ingen, der kom i skade.

Gerningsstedet på Parnasvej ved Sorø, hvor en 55-årig mand natten til onsdag blev dræbt af et væltet træ.
Powered by Labrador CMS