Mister bilen nu - vist også på tide

Langt synderegister blev endnu længere

Udgivet

En 42-årig mand blev mandag klokken 19.00 vinket ind til siden af politiet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrappporten.

Det var på Køge Bugt Motorvejen ved frakørsel "Køge C", at manden blev bedt om at standse sin bil.

Årsagen var en defekt lygte og en revnet forrude.

Men da betjentene slog manden fra Præstø op i registrene, så bonede han ud til den helt store guldmedalje.

Intet kørekort

Den 42-årige havde ikke generhvervet sit kørekort efter tidligere frakendelser for narkokørsel.

En narkometertest mandag aften var positiv for hash.

Det var samtidig tredje gang inden for tre år, at han kørte uden gyldigt kørekort, og så klappede fælden for alvor.

Den bil, manden kørte i, blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og salg på auktion, hvor udbyttet ryger i statskassen.

Powered by Labrador CMS