Motorcyklist styrter under politijagt

En 32-årig mand endte med flere sigtelser efter en voldsom politijagt

En 32-årig mand styrtede på motorcykel i et forsøg på at slippe væk fra betjente, som ville have ham stoppet, da de mistænkte at køretøjet var stjålet. 

Den dramatiske jagt blev indledt torsdag aften klokken 21.55, da betjente gav tegn til manden i krydset Grenåvej/Vejlby Ringvej i Risskov.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

 Styrtede i kryds

Under flugtforsøget overskred han flere trafikregler - blandt andet ved at køre overfor rødt. 

Men selv da han mistede kontrollen over motorcyklen og styrtede i krydset Grenåvej/Ravnsøvej fortsatte han videre til fods. 

End ikke politiets råb fik ham til at standse. Det lykkedes ham dog ikke at løbe fra en politihund, som blev sat efter ham. 

Narkokørsel

Han er nu sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førerlighed i trafikken. 

Derudover er han mistænkt for narkokørsel og for besiddelse af hash og amfetamin. Den 32-årige kom ikke alvorligt til skade ved styrtet. 

Powered by Labrador CMS