Politiet melder ud om mystisk aktion
Alle afspærringer i Nørresundby efter fund af mistænkelig grå kuffert er ophævet. Kufferten var tom
Nordjyllands Politi oplyser, at en efterladt kuffert i Nørresundby, som i første omgang blev betragtet som "mistænkelig", viste sig at være tom. Politiet arbejder fortsat på at afklare, hvem der har efterladt kufferten.
- Vi undersøger fortsat for spor, i forhold til hvem der har efterladt kufferten, skriver Nordjyllands Politi på X.
Fremstod mistænkelig
Det var ansatte hos et kommunekontor for familierådgivning på Nygade 3 i Nørresundby, som fandt den grå kuffert tidligere mandag.
Kufferten var anbragt ved hovedindgangen til centret og fremstod ifølge politiet i første omgang som mistænkelig.
Ingen fare
Derfor blev Forsvarets ammunitionsrydningsenhed EOD tilkaldt med henblik på at få afklaret, hvorvidt kufferten kunne være farlig.
- Vi har nu i samarbejde med EOD undersøgt den fundne kuffert på Nygade 3 i Nørresundby. Den var tom og udgør ingen fare. Vi har derfor ophævet alle afspærringer, lyder det fra Nordjyllands Politi.