Snuppet på fersk gerning - af politihund

Forsøgte at flygte på cykel - men var ikke hurtig nok til at slippe væk fra politihunden

Udgivet Opdateret

Der venter nok en ekstra godbid til en af Østjyllands Politis arbejdsomme hunde, efter den tidligt mandag morgen indhentede en 34-årig mand, der på cykel forsøgte at slippe fra politiet.

Men det lykkedes ikke.

På Langenæs Allé væltede den 34-årige på cyklen - og selvom han forsøgte at fortsætte flugten til fods, så var det forgæves.

Politihunden var for hurtig og han blev anholdt.

I forbindelse med anholdelsen blev den 34-årige mand sigtet for hærværk. For det var nemlig det forhold, som han forsøgte at flygte fra.

Kvik borger

Klokken 04.58 ringede en kvik borger nemlig til politiet og fortalte, at en mand var ved at male graffiti på en mur ved siden af en dagligvarebutik på Skanderborgvej i Aarhus C.

En hundepatrulje i nærheden kørte til stedet, og her så de ganske rigtig manden, der var i fuld gang med at spraye maling på muren.

Med det samme han opdagede betjentene skyndte han sig at smide spraydåsen, sprang op på sin cykel og hjulede afsted. Men altså ikke længere væk, end det var en smal sag for politihunden at indhente ham.

Powered by Labrador CMS