Tæt på katastrofen: Biljagt ender på skinnerne

Det kunne være endt helt fatalt

Udgivet Opdateret

En mand forsøgte at stikke af fra politiet - og kastede sin bil på skinnerne.

En eftersættelse ved Kolind torsdag eftermiddag kunne have fået store konsekvenser.

En patrulje ville rutinemæssigt tjekke en firmabil. Det havde føreren ikke lyst til, så han forsøgte at stikke af fra politiet, der sætter efter.

- Så smider han bilen på skinnerne ved Kolind, siger René Ludvigsen, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Han forsøger at løbe fra stedet, men bliver hurtigt indhentet. 

Imens holder bilen på Aarhus Letbanes skinner.

Så tæt var toget på
Så tæt var toget på

Det lykkedes politiet hurtigt at få fat i letbanen, der kan oplyse, at toget holder stille på stationen i Kolind, men altså også kun er kort tid fra at sætte i gang.

- Man kan kun forestille sig, hvordan det kunne være gået. Sådan et tog kommer altså med 80 kilometer i timen, siger René Ludvigsen, der også medgiver, det teoretisk kunne være spørgsmål om sekunder.

Efter 10 minutter har politiet fjernet bilen og toget kan igen køre.

Den anholdte er i skrivende stund på vej til politigården i Aarhus. Det vides endnu ikke, præcis hvem han er - eller hvorfor han ikke ville standse på politiets opfordring.

- Vi tager en narkometertest på ham - så vurderer vi, om der skal tages en blodprøve, siger Ludvigsen. 

Rystet ejer

Newsbreak.dk har været i kontakt med ejeren af det firma, der ejer bilen.

- Jeg har ikke rigtig lyst til at sige noget. Jeg ved lige nu ikke så meget andet, end politiet er på vej med nøglerne til min søn, siger den lettere rystede ejer til Newsbreak.dk.

Eftersættelsen blev meldt ind klokken 17.10.

Powered by Labrador CMS