BILISTER STRANDET PÅ MOTORVEJEN:

Fanget i sneen i 19 timer

Køen strakte sig på et tidspunkt over 30 kilometer. Men nu er den ifølge vagtchef nede på 3-5 kilometer

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Køen på motorvejen E45 omkring Aarhus er ved at blive afviklet, ifølge vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Køen strakte sig på et tidspunkt over 30 kilometer, men er nu nede på 3-5 kilometer.

Flere bilister har været strandet i op til 19 timer, og der er oprettet evakueringscentre i Randers og Aarhus.

Der er utilfredshed blandt bilisterne over manglende information, og andre steder i landet er der også trafikproblemer på grund af oversvømmelser.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Køen på motorvejen E45 omkring Aarhus er ved at blive afviklet.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov tidligt torsdag morgen.

- Den er i færd med at blive afviklet, men vi er voldsomt udfordret deroppe, lyder det.

Køen strakte sig på et tidspunkt over 30 kilometer. Men nu er den ifølge vagtchefen nede på 3-5 kilometer.

Strandet siden onsdag formiddag

Flere bilister har været strandet siden klokken 10 onsdag morgen.

Det svarer til, at nogle har siddet fast i omkring 19 timer.

- Der er en del, der har opholdt sig i deres i biler. Folk har siddet i deres biler siden i går formiddags, siger han.

Vagtchefen kan ikke fortælle noget om tilstanden på de bilister, der har været strandet.

Evakueringscentre

Tidligere på natten blev der oprettet evakueringscentre til bilisterne i henholdsvis Randers og Aarhus.

Flere har på det sociale medie X udtrykt utilfredshed med, hvad de beskriver som manglende informationer.

- Så håber vi, at vi snart kan køre igen. 11 timers ventetid og stadig ingen bevægelse, skrev en tidligere. Vedkommende befandt sig mellem Aarhus og Hadsten.

Flere bilister har været strandet siden klokken 10 onsdag morgen. Det svarer til, at nogle har siddet fast i omkring 19 timer. (Arkivfoto).

Regn skaber oversvømmelse

Andre steder i landet er der fortsat problemer på grund af regn, der har skabt oversvømmelser.

En lastbil har sat sig på tværs mellem Korsør og Vemmelev, og Vestmotorvejen er torsdag morgen derfor spærret helt i retning mod København.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser desuden, at man har fået rigtig mange meldinger om vand på vejene, skriver kredsen på X.

På Lolland og Falster er man desuden mange steder løbet tør for de skilte, der advarer bilister om vand på vejene.

Derudover er Østre Ringvej ved ring 3 i Odense spærret i begge retninger på grund af vand.

Powered by Labrador CMS