Kvinde død af kvæstelser

En 73-årig kvinde lå i en bæk i en halv time, før det lykkedes at få hende op og bragt på hospitalet

Udgivet Opdateret

En 73-årig kvinde er død, efter at hun lørdag eftermiddag faldt ned i en bæk uden for Thisted.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X, tidligere kendt som Twitter.

Kvinden, som var i selskab med en 74-årig mand, kørte i el-kørestol på vejen Over Engen i nærheden af Thisted.

Af uvisse årsager kørte kvinden ned i en bæk ved vejen, oplyste Ole Vanghøj, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest tidligere lørdag.

- Den ældre mand, der gik med rollator, forsøgte at få hende op i en halv time, men det var først, da en forbipasserende kom, at der blev tilkaldt hjælp. Formentlig har den ældre mand ikke haft mobil på sig, siger han videre.

Bragt til sygehuset

Den 73-årige kvinde blev bragt til hospitalet med ambulance.

Hendes tilstand blev efterfølgende betegnet som værende meget kritisk, oplyste politiet.

Manden var afkølet og blev derfor også kørt på hospitalet.

Kvinden lå ifølge TV MidtVest i åen i en halv time mens hendes mand forsøgte at få hende op.

På plejecenter

Til dagligt boede kvinden på et plejecenter i Thisted, skriver TV Midtvest.

Det samme gør den ældre mand. Ifølge mediet Nordjyske er der tale om et ægtepar.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi



Powered by Labrador CMS