22-årig skudt: Det samme skete for storebror

En 22-årig mand fra Helsingborg blev skudt ned. To år tidligere skete det samme for hans storebror.

Udgivet Opdateret

Det er en voldsom tragedie, som familien til en 22-årig ung mand har oplevet de seneste år. På to år har de mistet to sønner.

Onsdag aften blev den 22-årig mand skudt ned. Knap to år før blev den 22-åriges storebror også skudt.

Det skriver Kvällsposten.

Røg ud i kriminalitet

Der var umiddelbart ikke nogle indikationer på, at de to brødre ville ende på den forkerte side af loven.

Da de gik i folkeskole og gymnasium gik alting fint, selv om de ikke var topstuderende.

Men i løbet af deres sene ungdomsår blev de begge trukket med ind i det lokale kriminelle miljø, hvor de voksede op.

Ifølge politiet var det grundet noget med penge og euforiserende stoffer.

Den 22-årige mand blev første gang dømt som 17-årig, hvor han begik et groft overfald på en ung mand i Helsingborg, der betød alvorlige hovedskader for offeret.

Foruden en betaling af skadeserstatning, blev han sendt på en ungdomsinstitution og skulle udføre samfundstjeneste. Men ifølge dokumenter havde han svært ved at overholde de ting, han skulle følge på institutionen.

Skudt ned

Kun få dage før han blev skudt, blev den 22-årige idømt en bøde på 5200 svenske kroner for at have begået vold mod en tjenestemand i funktion.

Ifølge vidner blev den 22-årige skudt ned på en parkeringsplads i Helsingborg. Vidnet havde hørt mellem 10 og 12 skud blive affyret. Vidnet beskriver ham endvidere som værende sønderskudt med flere skud på kroppen og i hovedet.

Da politiet ankom til stedet, lå den 22-årige på maven ved siden af den bil, han var kørt ind på parkeringspladsen i. Vidnet mener, at den 22-årige kunne være blevet lokket i en fælde ved at have været kørt ind på parkeringspladsen, hvor han blev skudt ned.

Natten til torsdag foretog politiet en masse undersøgelser på gerningsstedet, men det har endnu ikke ført til nogle anholdelser i sagen.

Ofre for mordere

Svensk politi bekræfter, at den 22-årige og hans storebror begge har været ofre for mordere.

For i 2018 blev den 22-åriges storebror skudt i et attentat i bydelen Närlunda i Helsingborg. Det er kun få kilometer fra, hvor den 22-årige onsdag aften blev dræbt ved skud.

Da storebroren blev skudt, var han sammen med en 22-årig mand, der fik alvorlige skader af skyderiet.

På daværende tidspunkt var politiet fåmælte med detaljer i sagen. Dog kunne de sige, at de kendte de to ofre.

– De er dømt for forskellige former for kriminalitet, men jeg vil ikke komme ind på, hvad det er for kriminalitet, forklarede en pressemedarbejder ved politiet Fredrik Bratt.

Mordet er aldrig blevet opklaret. Politiet har haft stærke formodninger om, hvem gerningsmanden til attentatet kunne være, men der er aldrig blevet fundet beviser nok til at bakke op om påstanden.

Powered by Labrador CMS