53-årig psykisk syg fængslet i fire uger for campingdrab

I hvert fald frem til 22. juni skal en mand sidde varetægtsfængslet. Han er sigtet for drab og drabsforsøg.

Et knivstikkeri på en campingplads i Vejers vest for Varde kostede onsdag en mand livet. En anden mand er i kritisk tilstand. Torsdag formiddag blev en 53-årig psykisk syg varetægtsfængslet i fire uger. Foto: John Randeris/Scanpix
Udgivet Opdateret

En 53-årig mand er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling i fire uger sigtet for drab og drabsforsøg.

Det er sket efter et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg torsdag formiddag. Forbrydelsen skete på en campingplads i Vejers, der ligger vest for Varde.

Overfaldet kostede en 64-årig mand fra Fyn livet. En 69-årig mand fra Rødekro-området er i kritisk tilstand. Han blev stukket i maven og fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

Begge mænd blev stukket med en kniv.

Skal afhøres senere

Den sigtede mand er psykisk syg og var ikke selv til stede i retten. Han menes ikke at være i stand til at blive afhørt.

– Når den anholdte er rask nok til at møde i et grundlovsforhør, vil dette finde sted inden for 24 timer, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 53-årige menes at have overfaldet og stukket to mænd ned med kniv på campingpladsen onsdag.

Ejer ringede efter politiet flere gange

Allerede tirsdag aften kontaktede ejeren af campingpladsen to gange Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi man mente, at den 53-årige viste tegn på at være psykisk syg.

Efter drabet og drabsforsøget onsdag har politiet undersøgt opkaldene nærmere.

– Ud fra de oplysninger, der blev givet under samtalerne, var det ikke politiets vurdering, at den nu anholdte var psykisk syg i en sådan grad, at han kunne tvangsindlægges eller i øvrigt var til alvorlig fare for andre borgere, hed det i pressemeddelelsen.

Politiet fik alarmopkaldet om overfaldet omkring klokken 8.30 onsdag morgen. Det viste sig, at de to mænd var blevet stukket ned med kniv i baderummet på Stjerne Camping.

Den 53-årige mand kommer fra Vejle-området. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS