Amnesty: Her har vi fundet massegrave

Boko Haram er ansvarlig for mange terrorangreb i Nigeria, som her i byen Kaduna i juli. Nu bliver myndighederne beskyldt for at bruge grove metoder over for den militante bevægelse.Foto: AP PHOTO/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

 

Videooptagelser viser angiveligt nigerianske militærfolk skære halsen over på fanger og smide dem i massegrave.

Under det nigerianske militærs kampe mod militante Boko Haram-oprørere i Nigeria bliver der begået omfattende krænkelser af menneskerettighederne, lyder det fra Amnesty International.

Organisationen har indsamlet videooptagelser, billeder og vidneudsagn fra Borno-staten i den nordøstlige del af landet, og materialet beskrives som “friske beviser på lovstridige henrettelser og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne” i det uroplagede område, hvor nigerianske tropper kæmper mod den ekstremistiske gruppe.

Der er blandt andet tale om optagelser af fanger, der får skåret halsen over, en efter en, og smides i massegrave af mænd, der tilsyneladende er fra det nigerianske militær og en fælles civil styrke (CJTF).

– De grufulde billeder understøttes af adskillige vidneforklaringer, som vi har samlet, der tyder på, at lovstridige henrettelser faktisk bliver foretaget jævnligt af det nigerianske militær og CJTF, siger Amnestys generalsekretær Salil Shetty.

– Det ikke den slags billeder, vi forventer af en regering, der ser sig selv som værende i en ledende rolle i Afrika.

Videoen viser også følgerne efter et Boko Haram-angreb på en landsby, hvor omkring 100 personer mistede livet, oplyser organisationen.

– Over 4000 personer er blevet dræbt alene i år under konflikten mellem det nigerianske militær og Boko Haram, hvilket inkluderer over 600 lovstridige henrettelser, lyder det.

Nigerias forsvarsministerium har reageret hurtigt på sagen og meddeler, at de tager beskyldningerne “meget alvorligt”, og der er blevet etableret et hold af eksperter, der skal undersøge Amnestys optagelser.

Boko Haram kæmper for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria, og oprørsgruppen er uden sammenligning den største sikkerhedstrussel mod Afrikas største økonomi og største olieproducent.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS