Indkøbsvogne kan være rullende bakteriebomber

Indkøbsvogne og kurve i supermarkeder kan være rullende bakteriebomber. Der findes et middel for at udrydde bakterierne.

Udgivet Opdateret

Det er en stor opgave at gøre hundredevis af indkøbsvogne og kurve rene rundt omkring i supermarkederne.

Derfor vælger et stigende antal dagligvarebutikker at gøre brug af firmaer, som har specialiseret sig i at give en grundig storvask af de vogne og kurve, der skifter kundehænder konstant henover en åbningsdag.

Én af de virksomheder er H.E.W på Fyn. Virksomheden kalder direkte indkøbsvogne og kurve for dagligvarebutikkernes “værste bakteriebombe”.

-Det kan være ret voldsomt. For det er jo ikke bare bakterier omkring corona, der kan være et hav af andre bakterier, der er dødsensfarlige. De bliver ikke nævnt så meget, men det er dem, vi er ude at eliminere med vores koncept, hvor de bliver kogt oppe i vognen, siger salgskonsulent Ejvind Møller fra virksomheden H.E.W. på Fyn.

Mobil vaskemaskine

Newsbreak.dk er taget med ud til Superbrugsen i Nørre Aaby lidt øst for Middelfart. H.E.W. har som de første i landet udviklet en mobil vaskemaskine.

Indkøbsvognene løftes ind i en lastbil, som fungerer som en kæmpemæssig vaskehal. Foto: Massimo Grillo.
Indkøbsvognene løftes ind i en lastbil, som fungerer som en kæmpemæssig vaskehal. Foto: Massimo Grillo.

Det er en lastbil, hvor lastrummet er lavet om til en kæmpemæssig vaskehal. Vi står klar, da Ejvind Møller bakker lastbilen ind på parkeringspladsen.

Han har fået langt flere kunder at køre rundt til efter coronaudbruddet.

-Vi har femdoblet kundetilstrømningen på grund af corona, siger Ejvind Møller.

Lastbilen fyldes op med indkøbsvogne, kurve og butikkens øvrige gittervogne. Der findes forskellige vaskeprogrammer, men det mest benyttede er 15 minutter ved 60-70 grader.

-Fordi det er et lukket rum og med den kraft, der bliver spulet med, så er det rigeligt til at slå bakterierne ihjel, forklarer Ejvind Møller.

Flere vaske årligt

Superbrugsen i Nørre Aaby er et af de supermarkeder, der har skruet op for antallet af storvaske.

-Vi er gået fra to til fire vaske om året. Det handler om hygiejne. Det er selvfølgelig meget oppe i tiden på grund af corona, så det bliver vi nødt til at prioritere noget højere. En af de måder, vi kan gøre det på er at få vasket vores kundevogne og kurve noget oftere, forklarer brugsuddeler Mads Vinther.

Ejvind Møller skal overskue og håndtere mange indkøbsvogne ad gangen, når vasken skal fyldes. Foto: Massimo Grillo
Ejvind Møller skal overskue og håndtere mange indkøbsvogne ad gangen, når vasken skal fyldes. Foto: Massimo Grillo

H.E.W anbefaler at supermarkederne får storvasket vognene i lastbilen tre gange om året og supplerer med egne vaske derimellem.

Hos Superbrugsen i Nørre Aaby bliver håndtagene vasket af jævnligt af personalet selv, men metalgitrene er umuligt at komme ind i, forklarer brugsuddeleren. Han er enig i, at indkøbsvognene potentielt kan være rullende bakteriebomber.

Den ombyggede lastvogn fra HEW på Fyn er en kæmpe vaskehal for indkøbsvogne. Foto: Massimo Grillo
Den ombyggede lastvogn fra HEW på Fyn er en kæmpe vaskehal for indkøbsvogne. Foto: Massimo Grillo

-Det er der slet ingen tvivl om. Jeg er sikker på, at hvis man går ud og måler dem, så er det ikke noget, der er værd at røre ved. Men som vi gør det nu, hvor vi får dem vasket med jævne mellemrum, så tror jeg klart, at det hjælper, siger brugsuddeler Mads Vinther.

Lidt postivt ved corona

Ude ved den mobile vaskehal er den første vask færdig. Dampen driver ud af lastrummet, da Ejvind Møller åbner lastbilens bagklap. Han tømmer den for vogne og kurve, kører dem tilbage på plads i butikken og kører et nyt hold vogne og kurve ind til vask.

-Lidt frimodigt kan jeg sige, at lige på dette område har corona gjort noget positivt. For langt flere er blevet bevidste om hygiejne, og det var der nok også behov for. Der er heller ikke så mange, der stiller deres børn op i indkøbskurven med sko på, siger Ejvind Møller.

Supermarkederne har fået langt større fokus på at få gjort indkøbsvogne og kurve rene på grund af corona, forklarer Ejvind Møller fra firmaet HEW på Fyn. Foto: Massimo Grillo.
Supermarkederne har fået langt større fokus på at få gjort indkøbsvogne og kurve rene på grund af corona, forklarer Ejvind Møller fra firmaet HEW på Fyn. Foto: Massimo Grillo.
Powered by Labrador CMS